Jeg ved faktisk ikke rigtig hvor jeg skal ende og begynde. Min overraskelse er stor – jeg kan ikke beskrive det anderledes. Cand. cur. Sygeplejerske og ekstern vejleder for sygeplejeuddannelsen i København, May Bjerre Eiby. May har præsteret en kronik i Berlingske Tidende denne sommer under overskriften: Pausefolket har magten

Postulaterne i Mai Bjerre Eibys kronik er mange og tager udgangspunkt i den landskendte hjemmehjælperskandale i København. Fra hjemmehjælperskandalen generaliserer Eiby hen over ansatte i sundhedsvæsnet til at inddrage alle offentligt ansatte.

Her er nogle af postulaterne fra kronikken:

”Fagbevægelsen og dens disciple har misforstået et eller andet. De skal vel bidrage til et professionelt velfærdssamfund. Men selv med de bedste intentioner udleveres en lækker godtepose fyldt med rettigheder, der må udnyttes og misforstås af et retningsforstyrret personale. Samtidig giver de inkompetente ledelser et stort skub med på vejen til slaraffenland. Virksomhederne arbejder således for medarbejderne og ikke omvendt.”

”Der mangler fokus på sundhedsvæsenets afkastforskrækkede, træge miljø. Hvis miljøet blev dyrket i en petriskål, ville mikroskopisvaret lyde: ”Vækst af dovenskab, grådighed og selvopfundne regler”.”

”Fra kælder til loft, fra ghetto til villavej, indtager sundhedsvæsenet førstepladsen over uprofessionalisme.”

”Det er upopulært at være omsorgsfuld. Det er der ingen gevinst i. Årsagen er, at et samlet plejepersonale efterlever en paranoid hovedregel om, at der skal holdes både ryge-, kaffe-, tænkepauser(!?) og bare almindelige pauser. Ledelsen sværger også til reglen af frygt for endnu mere ugidelige eller tvære medarbejdere. Der hersker således en slags korrumperende fællesforståelse blandt medarbejdere og ledelse. Afslapning sætter dagsordenen. Det er populært at tage det roligt.”

Jeg er uenig – det er på ingen måde et billede jeg kan genkende med det kendskab jeg har til radiograf-professionen. Tvært imod.

Som skrevet tidligere er jeg dybt overrasket over dette angreb. Jeg vil faktisk ikke bruge flere ord på det – det synes jeg ikke det fortjener.

Vi ved godt selv og befolkningen såmæd også, at vi ikke er ”pausefolk”, men en seriøst og hårdtarbejdende profession!

Vil du læse artiklen i sin helhed: www.berlingske.dk/kronikker/pausefolket-har-magten

Ja, så blev Lønkommissionens redegørelse offentliggjort. Et arbejde der blev sat i gang som et resultat af vores (Sundhedskartellets) kamp ved OK 08.

Resultatet viser, at kvinders arbejde ikke værdisættes på samme niveau som mænds. Det gælder i særlig grad for kvinder med en mellemlang videregående uddannelse – dvs. for Sundhedskartellets grupper.  

Som vi sagde under OK 08 og vi gentager det gerne, så er det uacceptabelt og samfundsmæssigt ulogisk, at det ikke kan betale sig at tage en mellemlang videregående uddannelse, der handler om at gøre en indsats for mennesker.  

Det danske samfund har et ligelønsproblem som følge af et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked. Argumentationen står langt stærkere nu, fordi det er en enig Lønkommission, som dokumenterer uligelønnen.  

Uligeløn er et problem, der vedkommer os alle, og det er en samfundsmæssig opgave for Christiansborg, at komme uligelønnen til livs.  

Lønkommissionen formand, Michael Christiansen fortæller at kommissionens arbejde har været at lave analyser, klarlægge og aflive myter, kaste lys og lave værkstøjskasser som basis for de kommende overenskomstforhandlinger.  

Sundhedskartellets holdning er, at det er nødvendigt at tilføre ekstra midler ud over den almindelige ramme for lønforhandlingerne, hvis løngabet mellem kvindedominerede faggrupper og mandedominerede faggrupper skal lukkes frem mod 2020.  

På det private arbejdsmarked er lønnen styret af den enkelte virksomheds resultater. Mens lønnen i det offentlige er styret af politiske og økonomiske hensyn og prioriteringer. 7 ud af 10 ansatte i det offentlige er kvinder.  

Lønkommissionen konkluderer at på den ene side har det været muligt inden for den nuværende centraliserede forhandlingsmodel, at gennemføre en vis skævdeling til fordel for udvalgte grupper – på den anden side er der nogle mekanismer i forhandlingerne, der gør, at det er vanskeligt, at ændre på relationerne mellem faggrupperne.  

Kommissionens analyser viser også, at de forskellige garantiordninger, såsom udmøntningsgarantien og reguleringsordningen, også gør det vanskeligt lokalt at foretage mærkbare justeringer af lønniveauet for en bestemt faggruppe.  

Indførelsen af ny løn og den lokale løndannelse har således ikke givet væsentlige nye muligheder for at udjævne eller justere på lønforskelle mellem faggrupper i den offentlige sektor.  

Det kan også konstateres, at heller ikke tilbageløbsmidlerne har været anvendt til at udbedre lønforskellen mellem mænd og kvinder.  

Og når vi nu er ved den lokale løndannelse bliver jeg nødt til at fortælle, at jeg havde den blandede fornøjelse, at høre finansminister Claus Hjort Frederiksen give et bud på, hvordan redegørelsen kan bruges af staten. Ministeren holdt grundigt fast i nærhedsprincippet, altså decentralisering på alle felter, også på løn. Kan vi ikke have tillid til at tingene kan gøres lokalt, spurgte han retorisk. Underligt at høre fra en mand, der lige har været med til at halvere dagpengeperioden. Kunne han ikke bruge noget af sin tillid her? Claus Hjort Frederiksen så gerne at 20 % af den samlede løn forhandles lokalt i 2020. I øjeblikket er der tale om 7-10 %.  

Vi kæmper videre for ligeløn og for at få Christiansborg til at påtage sig et ansvar. Som formand for Sundhedskartellet, Grete Christensen udtaler i en pressemeddelelse: ”Hvis forhandlingssystemet selv skal løse ligelønsproblematikken, så har det 100 års udsigter. Det kan samfundet ikke være bekendt.”   Charlotte Graungaard Bech Formand, FRD

FRD er en organisation der bygger på demokrati og demokratiets værdier. Det er skrevet i vores vedtægter, at aktive medlemmer er valgbare og har stemmeret til organisationens tillidsposter i henhold til disse love. I FRD tolker vi demokratiet således, at vi gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde og blive konfronteret på en ligeværdig måde med henblik på at etablere en løsning.

Hvorfor nu al denne demokratisnak? Jo, I har som medlemmer lige haft en gylden mulighed for at benytte jer af jeres demokratiske rettigheder, at komme til orde og være med til at radiografernes krav og ønsker om et bedre arbejdsliv og en bedre løn vil blive hørt. Du har modtaget et debatoplæg, du er inviteret til dialog med mig og du har haft mulighed for – fuldstændigt uden forbehold – at indsende krav elektronisk. Krav, som alle vil blive behandlet ligeværdigt og seriøst.

Jeg har været på min første runde rundt i landet. Og det har som vanligt været en stor fornøjelse at være ude og hilse på radiograferne og høre om de forestillinger de har gjort sig om de næste overenskomstforhandlinger. Jeg fik mange steder en fin dialog, og det gav nogle steder et godt indtryk af hvor medlemmerne står med disse spørgsmål. Det har været interessant at føje virkelighedens elementer som den økonomiske krise, resultatet på det private arbejdsmarked og den negativt udmøntende reguleringsordning til debatten og de, der mødte frem på roadshow gav også deres meninger til kende her.

I min demokratiopfattelse er det jer, medlemmerne, der er i centrum i FRD’s gøren og laden. Uden medlemmer intet FRD, og uden medlemmerne er der ingen til at varetage radiografernes interesser særskilt. Derfor vil jeg også have lov til at forvente at mange medlemmer, gerne alle, det er mit ubeskedne mål, har indgivet deres krav og givet deres repræsentanter bedst mulige arbejdsbetingelser for at sende kravene videre i systemet. Det er nu medlemmernes krav er blevet hørt. Den videre bearbejdelse står de repræsentanter I har valgt for.

FRD står jo ikke alene og den videre behandling af kravene fra medlemmerne går gennem FRD’s regioner, Hovedbestyrelsen, DSR’s hovedbestyrelse, og Sundhedskartellets Forhandlingsudvalg inden detaljerne forhandles på plads af Sundhedskartellets og Danske Regioners formænd. Derefter trimler resultatet ned af stigen for at I, medlemmerne, skal vende tomlen op eller ned. Det er medlemmerne kravene kommer fra, og det er medlemmerne der skal godkende dem.
Det er direkte demokrati. I stiller kravene og I tager beslutningen om godkendelse direkte via en urafstemning.

Derved er det jer medlemmer, der bestemmer hvordan slaget skal afvikles. I er garantien for at f.eks. jeg gør mit arbejde ordentligt. Med rettigheder følger pligter!