Forord

Christina Baun er radiograf og uddannet i Odense 2007. Hun fik ansættelse på Nuklearmedicinsk Afdeling på Odense Universitets Hospital umiddelbart efter, og er i dag forskningsradiograf på afdelingen. Ved siden af sin gang på OUH er hun faglig rådgiver og strålebeskyttelsesekspert på Højgaard Hestehospital og strålingsansvarlig for Isotoplaboratoriet på Radiografuddannelsen på UCL i Odense.

 

Christina skal snart i gang med en ph.d. Vejen dertil kan være snoet når arbejdet og livet ved siden af også skal passes. Radiograf Rådet har bedt Christina om at dele hendes vej til hendes ph.d. med os, og Radiografen vil med jævne mellemrum bringe hendes blog med nogle af de bump der er på vejen dertil.

 

En radiografs vej til ph.d. - del 1: Mit første blogindlæg (nogensinde)

Dette er mit første forsøg på et blogindlæg (nogensinde). Jeg er blevet opfordret til at dele nogle af mine hverdagsudfordringer på godt og ondt – uden det bliver for fagligt og tørt.

Af Christina Baun, forskningsradiograf

 

Blog af forskningsradiograf Christina Baun om hverdagsudfordringerne på vej mod en ph.d.

 

Jeg er uddannet klassisk radiograf, hvorefter jeg startede på Nuklearmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital. Med tiden har jeg fået møvet mig over i et ret unikt hjørne af vores speciale. Jeg arbejder ved den prækliniske scanner, hvor man udvikler ny diagnostik og behandling til patienter ved at afprøve det på dyr. Igennem mit arbejde har jeg fået udviklet og brugt kompetencer, jeg ikke anede eksisterede (Fx har jeg været på mikrokirurgi-kursus med en flok læger og syet aorta sammen på en mus med 12 små suturer, der kun kunne ses under mikroskop).

 

I denne tid er jeg ved at starte min ph.d. op, som skal køre deltids ved siden af mit arbejde ved dyrescanneren. Jeg satser på at føre en stram kalender (jeg er kendt som en ultimativ tidsoptimist- så jeg kan allerede mærke, at det bliver godt). Jeg er ved at samle penge ind, men det er hård omgang. Det er mit eget projekt, og der er derfor ingen hovedvejleder, som står klar med en pose penge. Men mon ikke det lykkes. Min ph.d. omhandler en ny behandling mod resistent brystkræft, da dette er en stor udfordring klinisk. Første del foregår i cellelaboratoriet, som er et helt nyt domæne for mig. Det viser sig desuden at indeholde udfordringer af ukendt karakter. Hvem havde troet, at celler nægter at vokse, hvis de er for få! Alle har åbenbart brug for en ven. Til gengæld lægger de sig straks til at dø, hvis de er for mange, så man skal hele tiden holde øje, og føle sine celler på tænderne - om de nu har de venner der skal til, den rigtige mad og for guds skyld ingen bakterier eller vira eller gær eller… Uha, uha, hvor slæber vi rundt på mange mikroorganismer! Jeg gik ellers og følte mig ren, men nu viser det sig, at jeg gavmildt forurener cellekolonier med mikroorganismer på trods af omklædning og ekstra hårvask… Nå, men jeg er ved at lære mine specielle resistente brystkræftceller at kende, og det tegner godt. Dog giver brug af automatpipetter, omregning af molar aktivitet og koncentrationer i μl en del sved på panden. Stor respekt til dem der mestrer det biomedicinske speciale!

 

I dyrescanneren kører vi for tiden et projekt for Neurokirurgisk Afdeling på OUH, som omhandler autoimmun hjernebetændelse, da dette kan være en svær diagnose at stille klinisk. Derfor har jeg gennem noget tid scannet kæmpestore (500 g) hvide rotter med hjernebetændelse, som på trods af deres gemytlige væsen er blevet præget af deres sygdom og er lettere psykotiske.

 

Det resulterer i, at de er sværere og sværere at bedøve med isofluran forud for scanningen, men jeg syntes ellers at det gik okay, liiige indtil den anden dag, hvor jeg netop havde lagt første rotte klar på PET scanneren. Alt var i skønneste orden, den sov fint - Tjek! Den var positioneret perfekt - Tjek! Og scanneren virkede upåklageligt (sjældenhed) - Tjek! Jeg tror faktisk af og til, at der bor en ond ånd i scanneren, for den opfører sig ofte fuldstændigt uforudsigeligt. Nå, men rotten lå klar, og jeg går ind til betjeningspanelet og tjekker igen, at alt er, som det skal være inden start. Jeg ser til min rædsel på videoovervågningen, at rotten er væk – åbenbart vågnet på de få sekunder, det har taget mig at gå over til computeren. Rotten havde valgt at forlade lejet og hoppe ind i scanneren. Da det er en forskningsscanner, har vi intet cover på, så maskinrummet er helt åbent – her sad den store fede hvide rotte nu dybt nede og glanede blandt alverdens ledninger og teknik. Min første tanke var at få slukket alt ned – så der ikke skete noget, hvis den gav sig til at spise af ledningerne (rotten havde fastet over natten, da det var en FDG scanning, så den var bestemt sulten). Samtidig ved jeg, at hvis man slukker scanneren ned en ekstra gang, kan det udløse fatale fejlmeddelelser, som kan trække dagens program ud til en sen aftenseance. Jeg kunne ikke umiddelbart nå rotten, da den var dybt inde i scanneren – forsøgte gentagne gange at trække den op med en lang isotoppincet uden held. Rotten var enormt samarbejdsvillig, men havde sin tunge vægt imod sig, og det lykkedes ikke. Til sidst fik jeg kravlet halvt ind i scanneren og hevet ham ud. Han bar dog tydelige præg af at have været på afveje (hvid pels går bare dårligt sammen med maskinolie), hvilket jeg forsøgte at fikse ved at vaske ham i spritservietter - mit umiddelbare valg, da det ikke var for hårdt ved min rotteven og samtidig burde fjerne olie – ik? Jeg syntes selv, resultatet blev ret godt, men det er naturligvis op til den kritiske læser selv at vurdere.

 

Flugtkongen efter besøg i scannerens maskinrum.

 

Renvasket rotte efter afspritning, som har slettet alle spor.

 

Nå, men rotten blev scannet i anden omgang, og dagens program blev kun moderat forsinket, hvilket naturligvis skabte en dominoeffekt på alt fra afhentning af barn i skole til aftensmadsprojektet. Men jeg elsker bare mit arbejde : )

 

Flugtkongens ven som godt kunne finde ud af at blive på sin plads og få en lur under scanningen. Bemærk tape om maven – som åbenbart ikke er nok, hvis man virkelig gerne vil ned og har lidt vægt bag sin beslutning.

Udgivelse: Radiografen 09, november 2020, årgang 48