Forord

Christina Baun er radiograf og uddannet i Odense 2007. Hun fik ansættelse på Nuklearmedicinsk Afdeling på Odense Universitets Hospital umiddelbart efter, og er i dag forskningsradiograf på afdelingen.

 

Vejen dertil kan være snoet når arbejdet og livet ved siden af også skal passes. Radiograf Rådet har bedt Christina om at dele hendes vej til hendes ph.d. med os, og Radiografen vil med jævne mellemrum bringe hendes blog med nogle af de bump der er på vejen dertil.

 

En radiografs vej til ph.d. - Del2: Fordelene ved at sluge et par kameler og barbere en ged

En blog af forskningsradiograf Christina Baun om hverdagsudfordringerne på vej mod en ph.d. Mit første blogindlæg havde en humoristisk tone, men nu bliver det seriøst.

Af Christina Baun, forskningsradiograf

 

Alle ved, at en ph.d. er hårdt arbejde, hvor man både må sluge en kamel eller to og indstille sig på at barbere en mindre flok geder. På min spæde vej har jeg allerede mødt de første kameler. Jeg havde ikke selv set dem komme, men nok forventet det i en eller anden grad. Jeg vil i dette afsnit dele min oplevelse af, hvordan man får det bedste ud af at sluge et par kameler samt tilfredsheden ved at have barberet sin første ged på fineste vis.

 

Som de fleste nok har på fornemmelsen, er en god hovedvejleder alfa og omega for, at ens ph.d.-forløb bliver en succes. Herudover er det optimalt, hvis man omgiver sig med et godt team af medvejledere, som kan bidrage med erfaring og viden, så niveauet højnes.

 

Da jeg selv har haft en stor rolle i at skabe mit ph.d--projekt, har jeg også selv sammensat mit vejlederteam og således solgt min forskningsidé på bedste vis. Så glæden var stor, da jeg kom under vingerne af vores dygtigste prækliniske forsker i afdelingen. Jeg fik hurtigt suppleret med en erfaren og innovativ radiokemiker som medvejleder, han kunne hjælpe med oplæring i de radiokemiske synteser og andre laboratoriefinesser. Jeg fik også afdelingens cellebiolog med på projektet, så jeg fik sikret, at alle indledende in vitro forsøg og nænsom cellepleje blev af højeste kaliber. Sammen fik vi etableret et samarbejde med Enheden for eksperimentel behandling på Onkologisk Afdeling, så vi havde patienterne i sigte. Nu manglede jeg bare en udenlandsk berømthed for at fuldende gruppen.

 

Det receptor-specifikke PET-sporstof, som mit projekt omhandler, er udviklet af en super sej forskningsgruppe i Uppsala, så hvad var mere nærliggende end at sende en forespørgsel derop. Gruppen ledes af et russisk ægtepar, Anna og Vladimir, som begge er professorer – og man er ikke i tvivl om deres russiske ophav, når man møder dem. De har et imponerende CV og en arbejdsmoral og effektivitet, der er svær at hamle op med. I forbindelse med mit arbejde ved dyrescanneren har vi gennem de seneste år lavet flere forskningsprojekter sammen, hvor de har fremstillet specielle nye PET sporstoffer, som vi har testet i dyr med scanninger og biodistribution.

 

Professor Anna indvilligede uden tøven i at blive medvejleder på mit projekt, hun har selv to beskedne ph.d.-grader og mener, at med hårdt arbejde kommer man langt. Anna forslog straks, at jeg skrev de seneste fælles data sammen til en publikation for at komme lidt i gang. Disse data omhandlede det specifikke sporstof, som jeg også skulle bruge, men i en meget nørdet radiokemisk evaluering. Her anede jeg straks den første kamel ud af øjenkrogen….

 

Jeg ville virkelig gerne have Anna som medvejleder og havde selv været en del af projektet, meeen…. radiokemisk evaluering ligger trods alt et stykke fra min radiograf faglige baggrund. Jeg begyndte at se flere kameler dukke op ud af det blå.

 

For det første skulle den kommende artikel have fokus på udvikling af de radiokemiske finesser ved sporstoffet til brug ved prostatakræft. Allerede dér var jeg på spanden, da jeg er fordybet i brystkræftområdet og ikke har nogen synderlig erfaring med diagnostik og udvikling af radioaktive tracere til prostatakræft.

 

For det andet havde jeg aldrig (endnu) sat en fod i et radiokemi-laboratorie, og det er minimum 30 år siden, jeg har modtaget kemiundervisning (og dengang havde jeg mere travlt med at tænke på heste og spændende kærestepotentiale).

 

MEN….. man kan bare ikke sige nej, vel – du vil jo gerne være med i klubben, Mulle - så naturligvis takkede jeg ja. Anna mente, at sådan en artikel burde være klar på 3 uger (fritid er stærkt overvurderet), her måtte jeg dog forklare, at jeg intet kendte til området, og for at kunne diskutere på et bare nogenlunde niveau skulle jeg bruge lidt tid på at læse op og desuden passe mit arbejde ved siden af. Så handlen blev lukket på 3 mdr. Og det blev 3 hårde måneder, hvor jeg bitterligt fortrød, at jeg ikke hørte mere efter i kemitimerne i skolen. Jeg har nu tygget på kamelerne i nogle måneder, og har fået diskuteret radiokemiske ting, jeg ikke anede eksisterede.

 

Et radioaktivt sporstof består nemlig af flere delelementer; isotop (dén, vi kan detektere), chelator (dét, der sætter sig fast på sporstoffet) og linker (dét, der binder elementerne sammen) og til sidst vores sporstof (som binder sig til de specifikke receptorer) – crazy ik!

 

Opbygningen af et receptor specifikt radioaktivt sporstof.

 

Alle elementer skal forfines og testes, inden man har et optimalt produkt, der kan udvikles til patienten. Derfor måtte jeg ud på de mest kringlede veje og diskutere graden af trans-metalation (når sporstoffet skilles fra isotopen ved nedbrydning i leveren), antagonister og agonister (om noget binder uden på eller inden i cellen), HPLC-kromatogrammer (hvor rent dit sporstof er) og meget andet.

 

Undervejs har jeg deltaget i virtuelle møder, hvor der kun fremgik powerpoints af kemiske strukturer og andre fuldstændig uforståelige seancer meget langt fra vores patienter.

Desuden viser det sig, at det er en større videnskab at skrive kemiske betegnelser og radioaktive sporstoffer korrekt.

Et af de inspirerende kemi slides fra et online møde. Jeg holdt mig bare på mute og forsøgte at nikke på de rigtige tidspunkter.

Min bibel, som beskriver hvordan man formulerer de forskellige radiokemiske ting korrekt. Det går man altså meget op i...

 

Nu er jeg på den anden side – kamelerne er slugt, jeg måtte dog tage dem i mindre bidder og har stadig en lidt ulden staldsmag i munden. Geden er barberet, og jeg syntes faktisk, den blev ret pæn. Jeg har nu et meget større indblik i og forståelse for det kæmpe arbejde, der går forud, inden et sporstof når til vores patienter. Artiklen er submittet, og nu er det bare at vente på reviewernes kritiske nedslag – så kommer der muligvis en kamel og en ged mere… men nu kender jeg vejen (og smagen).

Udgivelse: Radiografen 01, februar 2021, årgang 49