En sag om sexchikane - part 2

I marts 2014 beskrev et medlem en sag om sexchikane, set ud fra den krænkedes synspunkt. Sagen blev rejst af Radiograf Rådet som en arbejdsskadesag, og har nu, over 5 år efter, nået sin foreløbige konklusion.

Af Michael Dreyer, faglig konsulent

 

Afgørelsen lyder på tab af erhvervsevne tilbage fra det tidspunkt, hvor hun blev fyret på grund af sygdom, og indtil videre. Erhvervsevnetabet medfører et fast tildelt beløb pr. måned med virkning fra 1. marts 2014. Dette har udløst en erhvervsevnetabserstatning, der giver medlemmet i omegnen af ¾ million kroner op til i dag og mellem 8.000 og 9.000 om måneden fremover, så længe den tabte erhvervsevne er til stede. Og, hvis tabet så er til stede resten af arbejdslivet, vil give mellem 2,5 og 3 millioner kroner samlet i resten af hendes arbejdsliv.

 

Det lyder selvfølgelig som voldsomt mange penge, og Radiograf Rådet er da også både stolte og glade for at der er sket en eller anden form for retfærdighed i denne sag. At det, som vi har kæmpet for gennem 5 år, ikke har været forgæves, og at vi har holdt fast gennem al den modstand systemet har givet os.

 

Omkostninger
Det er dog også en del af historien, at medlemmets personlige omkostninger i forbindelse med chikanen har været enorme og direkte livstruende. Det må vi aldrig glemme. Som hun selv siger: ”Allerhelst vil jeg jo bare kunne vende tilbage og blive radiograf igen”. Erstatningen dækker ikke det reelle tab, der er sket i forbindelse med chikanen. Den er et plaster på såret, men såret er ikke helet, og det er ikke sikkert at det overhovedet kan heles. Som medlemmet skrev tilbage i 2014: ”Den konstante årvågenhed overfor Overlægen gjorde mig træt og indesluttet. Jeg plejede at være en udadvendt pige, men nu skulle jeg hele tiden tænke på, hvad jeg gjorde, hvordan jeg gebærdede mig og om jeg gjorde noget, der kunne fremprovokere at han forgreb sig på mig. Jeg tog ikke længere til så mange sociale begivenheder med arbejdet, og jeg holdt mig mere og mere for mig selv. Jeg blev trist og begyndte at tænke triste tanker. Efter 5 år var jeg så langt nede, at min læge satte mig i behandling for en depression og jeg blev sendt til en psykolog. Både lægen og psykologen kom hurtig frem til at depressionen havde været meget længe undervejs.”

 

Og forløbet kulminerede med alvorlige selvmordstanker og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Den generelle tillid til andre mennesker er aldrig helt genvundet, og evnen til at trives blandt mange lader aldrig til at kunne vende tilbage. Selvom håbet bliver nødt til at være intakt, og kampen for at genoprette en normalitet stadig kæmpes.

 

Forløbet
Selve sagsforløbet har været langt og komplekst. Der har været tidspunkter, hvor der i perioder er gået år uden vi har hørt noget. Og som et kuriosum, så har det flere gange været sådan, at vi efter en lang periode lige har kontaktet hinanden for at høre om den anden har hørt noget, hvor der så kort tid efter faktisk er kommet en besked fra Arbejdsskadestyrelsen, og senere AES (det nye navn).

 

Efter anmeldelsen gik der lang tid, hvor vi intet hørte. Jeg blev til sidst i tvivl om, hvorvidt min anmeldelse overhovedet var nået frem, og kontaktede styrelsen. Der blev det heldigvis bekræftet, at der var ved at blive truffet en afgørelse.

 

I marts 2017 træffes en afgørelse om, at sagen vil blive forelagt Erhvervssygdomsudvalget i maj 2017. Styrelsen vil på grundlag af udvalgets indstilling herefter træffe afgørelse i sagen. Udvalgets indstilling er, at sagen indstilles til åben drøftelse, formentlig anerkendelse.

 

I perioden op til dette har Styrelsen blandt andet interviewet den daværende TR og tidligere kolleger af flere gange. De har ligeledes gennemgået medlemmets historik, livsforløb og journaler. Der er med andre ord blevet gransket en del i hele medlemmets liv og levned.

 

Afgørelsen 1
Og i juni 2017 anerkendes så den påvirkning, som medlemmet har været udsat for, som en arbejdsskade. MEN, som de skriver: ”Vi har anerkendt den anmeldte sygdom som arbejdsskade. Du har ikke ret til godtgørelse for varigt mén (under 5 %, red.). Du har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Du kan klage over denne afgørelse inden 4 uger.”

 

Altså en anerkendelse af at det ikke var i orden, det der var foregået. Hvilket i sig selv var en kæmpelettelse for medlemmet. Det var ikke hende, der var galt på den. Der var vitterligt foregået ting, som ikke bør foregå, og hun var kommet til skade på grund af chikanen.

 

Og samtidig en underkendelse af, at medlemmets lidelser ikke var tilstrækkelige til at udløse hverken mén eller erhvervsevnetab. Hvilket for mig var både uforståeligt og uacceptabelt. Og derfor benyttede vi os selvfølgelig af klageretten.

 

I mellemtiden fik vi DSR’s arbejdsskadeteam til formelt at overtage sagen, således vi i samarbejde kunne anke den. Vi måtte have flere muskler bag. Afgørelsen var i vores optik fejlbehæftet på flere centrale områder. Det var blandt andet med hensyn til medicinens indvirkning og logistikken i forhold til påvirkningen og symptomerne. Blandt andet påstod de at der var tale om to forskellige sygdomsperioder, og vi påstod at der var tale om en og samme sygdom (depression). Dette gjorde vi utvetydigt rede for i høringssvaret.

 

Afgørelsen 2
I januar 2018 træffer AES (det hedder Styrelsen nu) en ny afgørelse på baggrund af klagen. De anerkendte et varigt mén på 8 %, hvilket afstedkommer en erstatning på godt 60.000 kr. Samtidig hjemviste de spørgsmålet om erhvervsevnetab, da den afgørelse byggede på et forkert grundlag (mén på under 5 %).

 

Derfor blev der også bedt om diverse lønsedler fra både tidligere og nuværende arbejdsgiver, hvor medlemmet er i fleksjob, samt i kommunale afgørelser for medlemmet og diverse journaler. Og endelig i februar i år kom så det foreløbige punktum i sagen, hvor det førstnævnte erhvervsevnetab blev anerkendt. Medlemmet fik en oprejsning på 12 års lidelser og 5 års økonomisk tilbagestand af betragtelig grad. Kampen var lang, forhindringerne mange og tålmodigheden blev til tider sat på ualmindeligt store prøver. Og heldigvis stod vi fast. Medlemmet havde tillid til de beslutninger vi traf, og medlemmet ønskede indædt oprejsning og noget der kan minde om retfærdighed.

 

Det kunne bare være undgået, hvis en leder havde taget signalerne alvorligt, og stoppet den uacceptable adfærd fra en overlæge. Endda en velkendt uacceptabel adfærd. Og det er nok den vigtigste lære af historien. Stop det inden det får så uoverskuelige konsekvenser, at det sætter sig varige spor hos et sagesløst og uskyldigt medmenneske.

 

Den næstvigtigste lære er, at sker det, så er vi der for at hjælpe dig til at få oprejsning.

Udgivelse: Radiografen 04, maj 2019, årgang 47