Fagforeningernes kamp for rettigheder

I Danmark er det ikke politikerne, der beslutter lønog arbejdsforhold. Det gør arbejdsmarkedets parter - fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Det har de gjort i langt over 100 år, i det man kalder ”Den Danske Model”.

Men det har ikke altid været sådan. For mere en 100 år siden var der ingen rettigheder. Alle arbejde fra solopgang til solnedgang i 6 af ugens dage og uden væsentlige fridage og helligdage - også børn. Der var ingen sikring ved ulykker og ingen understøttelse.

Meget af det der i dag tages for givet, er rettigheder arbejderne har tilkæmpet sig, og som kun er blevet til noget fordi tidligere generationer stod last og brast. Det har været en hård lang kamp for fagforeningerne – en kamp der især ved de sidste overenskomster er blevet voldsomt udfordret.

Nedenunder kan du se en opsummering af de vigtigste milepæle i fagbevægelsens historie.

Danmark tabte krigen til Tyskland i 1864, og det førte til at junigrundloven fra 1848 blev revideret. Den ny lov fra 1866 svækkede demokratiet. Stemmeretten var kun for mænd med en vis indkomst, som var jordbesiddere. Kvinderne havde ingen stemmeret og det samme gjaldt ”arbejderen”, der i perioden flyttede til byerne og levede under kummerlige forhold. Det forhold blev først ændret med grundlovsændringen i 1915. Arbejdsugen var 6 dage med arbejde fra solopgang til solnedgang, også for børn.

Det voksende antal industriarbejdere levede under kummerlige forhold, og nederst i hierarkiet var arbejdsmændene. Alligevel lykkedes det i 1897 for M.C. Lyngsie at danne et fagforbund for ufaglærte - Dansk arbejdsmandsforbund, DAF - med ca. 14.000 medlemmer. DAF blev hurtigt landets største fagforbund, selvom forbundet ikke altid var enig med DsF (senere LO). Efter en større konflikt i DsFs hovedbestyrelse i 1925, valgte DAF at melde sig ud og kom først med igen i 1929.

I 1890erne kæmpede fagforeningerne for bedre løn, kortere arbejdstid og retten til at være i fagforening. Kampen var hård, og den største arbejdskamp blev storlockouten i 1899, hvor arbejdsgiverforeningen en gang for alle ville sætte fagforeningerne på plads. Efter fire måneders konflikt måtte arbejdsgiverne indse, at fagforeningerne var kommet for at blive. Septemberforliget anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig, men bekræftede også arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Det er dette forlig der er grundstenen i den måde vi forhandler i dag.

Kvindeligt Arbejderforbund blev grundlagt på en beskeden formue på 100 kr. Den første kongres blev holdt i forsamlingsbygningen i Rømersgade i 1901 (i dag Arbejdermuseet), og KAD's første formand, Olivia Nielsen åbnede kongressen. Kvinderne måtte klare sig selv i begyndelsen og fik ikke megen hjælp fra mændene, men det slog ikke de kvindelige pionerer ud.

Københavnske murere, tømrere og murerarbejdsmænd, begyndte i 1919 en strejke for det gamle krav om en ottetimers arbejdsdag. Måske kender i de gamle billeder med parolen: 8 timers arbejde, 8 timers frihed 8 timers hvile. Den 17. maj 1919 blev en ny overenskomst, der indbefattede reglen om en ottetimers dag, vedtaget. Det betød, at arbejdstidsnedsættelsen skulle gennemføres hurtigst muligt i de fag, hvor arbejdsgiverne og arbejderne var enige, og i samtlige fag skulle det ske senest 1. januar 1920.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1925 krævede arbejderne lønforhøjelser, der svarede til prisstigningerne. Arbejdsgiverne ønskede lønnen sænket med ti procent. Det førte til en konflikt af hidtil uset omfang. Statsminister Stauning forsøgte at forlige parterne, men det lykkedes ikke. Arbejdsmændene sagde nej.

Mellemkrigstiden bød på både frem- og tilbageskridt for kvindebevægelsen. Inden for de politiske partier opstod særlige kvindeorganiseringer og kvindeudvalg, dog ofte mod partiledelsens vilje. På arbejdsmarkedet var der en stigende kvindelig organisering med stigende medlemstal i de kvindelige forbund, men samtidig forsøgte man på grund af arbejdsløsheden at trænge kvinderne ud af arbejdsmarkedet. Der skete bl.a. flere afsendelser af kvinder med den begrundelse at de var gift.

Arbejdsmarkedet var præget af en del uro og arbejdsløshed, men alligevel var der en vældig optimisme og tro på fremtiden, og der skete revolutionerende ting i produktionen på grund af den teknologiske udvikling.

Tjenestemandsreformen af 1969 gennemførte forbedringer af tjenestemændenes lønforhold, så de kom på højde med det niveau, som de overenskomstansatte – ikke mindst på akademikerområdet – havde opnået i løbet af 1960’erne. Det er bl.a. den, der har været fastlåsende i forhold til kvindefagenes lønskala.

Dansk Sygeplejeråd, DSR, og de øvrige organisationer for de mellemuddannede grupper på sygehusområdet var ikke tilfredse med deres lønindplacering, som fulgte af tjenestemandsreformen af 1969. Det lykkedes for sygeplejerskerne med aftalerne per 1. april 1971 at få et vist lønløft. Da de andre grupper ikke kunne få det samme, førte det til en kortvarig sygehuskonflikt i 1972 -73 og en længere henover årsskiftet 1973-1974. Således opnåede sundhedsgrupperne i første halvdel af 1970’erne en forbedring af deres lønforhold, men det var langt fra tilstrækkeligt til at opfylde organisationernes krav. Det har siden ført til nye konflikter på dette område.

1995 udtrådte DSR, der også forhandler for radiograferne, sammen med laboranterne af de fælles KTO-forhandlinger for at forsøge at opnå et bedre resultat selv. Det endte med en månedlang konflikt både i amter og kommuner. Fra 1. maj deltog i alt ca. 7.000 sygeplejersker og radiografer, hvoraf godt halvdelen var lockoutet af Amtsrådsforeningen. Med et lockoutvarsel fra KL ville konflikten blive udvidet fra 1. juni og dermed ramme alle menige sygeplejersker i den kommunale hjemmepleje. Men forinden greb Folketinget ind og dikterede det samme resultat som de øvrige organisationer i KTO.

Med OK 1997 forsøgte DSR at gå en ny vej ved at acceptere et gennembrud for den lokale løndannelse, som sygeplejerskerne ellers hidtil havde været meget imod. Desuden blev der efterfølgende med Sundhedskartellet i 1997 med Sygeplejerådet i spidsen skabt en organisatorisk nydannelse, der samlede 11 organisationer for mellemuddannede grupper på social- og sundhedsområdet.

På grund af uenighed – især om lokal løndannelse – var det ikke muligt på det kommunale område at nå til et forlig. Derfor blev forhandlingerne overført til Forligsinstitutionen, hvor det med stort besvær lykkedes at nå et kompromis i form af et samlet mæglingsforslag. Det blev vedtaget med snævert flertal, hvilket i flere organisationer gav anledning til stor turbulens, da medlemmerne blev underlagt resultatet selv om der – eksempelvis i DSR (som også talte FRD, som Radiograf Rådet hed) og DLF – var markante nej-flertal. Turbulensen var med til at Sundhedskartellet brød med KTO og blev selvstændig forhandlingspart, hvilket de var indtil dannelsen af Forhandlingsfællesskabet i 2014.

Forhandlingerne i 2008 foregik på toppen af højkonjunkturen med store forventninger på baggrund af forligene i den private sektor i 2007 og med krav om et lønløft til en række af de store kvindedominerede fag. Samtidig var der i optaktsfasen en stærk politisk indblanding med løfter om ekstraordinære forbedringer specielt til udvalgte kvindegrupper. Forhandlingerne kunne derfor næsten ikke undgå at ende i konflikt. Konflikten på Sundhedskartellets område varede i 2 måneder, og endte med at give de strejkende en lidt større lønstigning end det øvrige KTO.

I 2013 anvendte arbejdsgiverne for første gang lockout våbnet uden foregående strejkevarsel. Konflikterne opstod omkring undervisningsområderne på det statslige område (gymnasier, erhvervsskoler, SOSUskoler, VUC’er, frie grundskoler, produktionsskoler osv.) og på det kommunale område (folkeskolen, sprogcentrene og ungdomsskolerne). De handlede om den afvikling af områdernes arbejdstidsregler, som de offentlige arbejdsgivere havde gjort til hovedkrav.

Ved OK 18 kom sammenholdet virkelig på prøve. Arbejdsgiverne forsøgte at splitte fagbevægelsen, ved kun at forhandle med en sektion ad gangen og forhandlingerne var tæt på at ende i en storkonflikt. Befolkningens sympati var med de mere en 1 million medlemmer i Forhandlingsfællesskabet og det lykkedes at stå sammen om fælles krav. Selvom resultatet i kroner øre var begrænset, så var sejren for fællesskabet ikke til at tage fejl af. Det var lykkedes at stå sammen igennem forhandlingerne og sikre, at alle kom med over målstregen.