Forskning – interview med Helle Precht

Radiografen havde aftalt et møde med Helle Precht en januar dag i Odense. Rammen er Helles hjemmebane, et undervisningslokale på UCL. Og anledningen er, at Helle som den første danske radiograf har fået et forskningslektorat på Syddansk Universitet (SDU).

Af Michael Dreyer

 

Helle Precht

  • Født i 1979

Formel uddannelse:

  • Ph.d. i radiografi, 2015
  • Master i sundhedsvidenskab med speciale i radiografi, 2009
  • Diplom i digital radiografi og pædiatri, 2007
  • Uddannet radiograf, 2003

Aktuelle ansættelser og ansvarsområder:

  • Assisterende professor, Klinisk Institut, SDU, 10% ansættelse
  • Leder af Diagnostik og Behandling - CONRAD, UCL
  • Lektor, Radiografuddannelsen, UCL
  • Nationale Ph.d.-netværk for radiografer
  • Medlem af Evalueringskomiteen for kommende Ph.d.-studerende
  • Editorial Board member of Radiography Journal, Elsevier, London
  • EFRS Expert Network
  • Eksaminator for radiografuddannelserne i Danmark

Helle Precht har derudover haft mundtlige oplæg på 48 konferencer, haft 6
posterpræsentationer og skrevet 9 artikler – deraf de 5 i Radiografen.

 

Kan du fortælle hvad din nye titel og stilling indebærer?
Jeg er radiograf af grunduddannelse, og så har jeg taget en ph.d. Efter ph.d.’en har jeg været i et post.doc. forsknings forløb. ph.d.’en er kørekortet, og så skal man jo ud og lære det. Der har jeg så haft 3 år i et post.doc-forløb, hvor jeg har fået skrevet en masse artikler, har fået dannet relevant netværk og har fået undervist samt vejledt på flere niveauer. Nu er jeg så blevet lektor på universitetet. Det er et forskningslektorat, og det betyder at jeg har mulighed for at være hovedvejleder for ph.d.-studerende. Det er essensen og forskellen fra den tidligere adjunkt ansættelse.

 

Hvordan vil det så påvirke dit arbejde, både nationalt, men også internationalt, hvor du har en del jern i ilden?
Umiddelbart er jeg ikke sikker på at det kommer til at påvirke så meget. Så med danske ord, så er det et seniorforskerniveau, jeg er nået til. Det gør at jeg er mere ligestillet med lektorer på universitetsniveau i andre lande, så det giver mulighed for at søge nogle andre fonde og projekter. Det væsentlige er, at det er et kæmpe skridt for professionen. Det er det fordi, vi der indtil nu har taget en ph.d. har typisk været vejledt af en læge eller en fysiker, fordi der indtil nu ikke har været en radiograf, der havde et forskningslektorat. I Bekendtgørelsen står der at du skal være lektor på universitetsniveau for at kunne være hovedvejleder. Og når man har en anden hovedvejleder, kan der opstå diskussioner om, hvilken vinkling man skal tage på sin forskning, fx hvordan man skal skrive artiklerne. Det vejledere i et ph.d.-forløb får ud af at være vejleder, det er publikationer - der følger ikke særlig meget tid med til det, så det er det arbejde der bliver lavet.

 

Har du tidligere været vejleder for ph.d.-studerende?
Ja, du skal have været vejleder for at kunne få den her titel (forskningslektor, red.). Når man er medvejleder, så guider man den studerende, deler viden og erfaringer, skaber netværk mm., men mener hovedvejlederen projektet skal tage en bestemt retning er det hovedvejleder der bestemmer. Derfor kan der opstå uoverensstemmelser om, hvilket fokus man skal lægge, fx om det er anatomi eller strålebeskyttelse, eller hvor det skal publiceres.

 

Dette er en af årsagerne til at vi nu har nået et kæmpeskridt for professionen. Med en radiograf som hovedvejleder skal ingen ph.d.-studerende formentlig tage den faglige kamp med sin vejleder, der har samme faglighed. Mange gange kan det handle om at vejlederen slet ikke kender til dit emne, ikke forstår området bag fx en eller anden softwareoptimering indenfor CT. Og det er jo fair nok, når man er læge og professor indenfor kardiologi, og derfor kan det være svært for dem, at vejlede én det rigtige sted hen. En med samme grunduddannelse tænker mere i samme retning, så det sikrer noget mere radiograffagligt fokus end det vi har kunnet præstere indtil nu.

 

Hvornår fandt du ud af, at det var forskningen i radiografi, der var din store interesse?
Ja, jeg er faktisk elevuddannet på det sidste hold elever i Danmark. Jeg arbejdede nogle år på Kolding Sygehus, og blev så ansat i et privat firma som applikationsspecialist grundet en erfaren radiograf der gav mig muligheden. Jeg savnede fordybelse og bøgerne, så jeg blev ansat på skolen (i Odense, red.) og blev undervisningslektor og det var fint. Men jeg er et meget utålmodigt væsen, så der skulle ske noget. Så jeg var til MUS-samtale ved min daværende chef, Steen Schack, og kom til at sige til ham, at jeg kedede mig lidt. Det undrede ham lidt, for jeg var faktisk også internationalt ansvarlig, og han syntes at jeg havde nogle spændende opgaver – og det havde jeg også – jeg syntes bare der skulle ske mere. Jeg havde ikke selv tænkt tanken om forskning, men så tænkte han lidt over det, og sagde sidst i samtalen, at han syntes jeg skulle læse en ph.d. Min første reaktion var, ”det kan jeg ikke”. Det skal man være klog for, det er svært, og hvordan gør man det? Så det skød jeg sådan lidt hen. Men han siger, ”prøv lige at tænke på det”. Der havde jeg i mellemtiden taget en kandidatuddannelse i Norge, for det var det eneste sted man kunne tage den indenfor radiografi. Så tænkte jeg lidt over det, og mit bagland sagde til mig, at det siger man ikke nej til. Så begyndte vi at gå ind i det, og det endte med at skabe interesse, for det er jo en unik mulighed, at få lov til at gå den vej. Jeg talte lidt med Carsten Lauridsen, som på daværende tidspunkt lige var gået i gang med sin ph.d. Han fortalte også lidt om, alle de brikker man skulle have til at falde på plads. Så endte jeg i Svendborg på Kardiologisk Forskningsenhed. Der sidder en utroligt progressiv professor, Kenneth Egstrup, som sagde at det var fedt at få en radiograf ind, for de lavede rigtig mange studier, også for lægerne, med CT, men der var ingen der vidste noget om scanneren… De vidste noget om patienterne, om det fysiologiske og det patologiske, så han syntes at det kunne være sjovt med en større teknisk indsigt.

 

Og så gik jeg i gang.

 

Så fik jeg min ph.d. på 4 år, inklusiv 2 barsler. Jeg var ½ år i Holland under forløbet, på en forskningsafdeling i Leiden, som var enormt fedt. Der gik jeg fra at være sammen med læger hver dag, til kun at sidde sammen med teknikere, computeringeniører og programmører bagved systemerne. Jeg havde manglet den der tekniske sparring, men det skal jeg da lige love for at jeg fik. Samtidig gik jeg fra en forskningsafdeling på i alt 10 personer til en på 120. Så det var et stort sted, hvor det kørte på en helt anden måde. Så på den måde skabte det noget interesse og nogle muligheder indenfor feltet.

 

Derfor har det aldrig været sådan et bevidst valg. Det har været en mulighed, der dukkede op, og den greb jeg.

 

Så snebolden har rullet?
Ja, så var jeg færdig med min ph.d., og så spurgte professoren i Svendborg ”jamen hvad skal du så?”.
Under mit ph.d. forløb finder jeg ud af at mit ph.d.-projekt kunne undersøge, hvordan iterative rekonstruktioner kunne bruges ved hjerte-CT. Vi fandt ud af, at forkalkningerne af kranspulsårerne blev lidt mindre med nogen software og lidt større med anden software; men vi vidste jo ikke hvor store de egentlig var inde i patienterne. Og vi lavede ikke andre undersøgelser på dem, fordi alle de undersøgelser man kunne have lavet, dem lavede vi ikke i Svendborg, men i Odense. Så det kunne vi ikke rigtigt. Der var også noget etisk, for patienterne var rigtig syge. Så fik vi en dag en idé over en frokost, hvor vi kiggede på hinanden og sagde: ”Hvad nu hvis vi kunne tage hjerterne ud af de døde og undersøge dem?”. Så kunne vi skære dem op bagefter og se hvad der var inde i dem. Det var smart. Og fuldstændigt uvidende tænkte vi, at det gør vi da. Så jeg gik over til patologen og han spurgte, hvad han kunne gøre for mig. Jo, svarede jeg, kan vi få lov til at lave noget med de lig du har liggende, kunne vi undersøge hjertet lidt nærmere og lade det indgå i et forskningsprojekt? Han spurgte hvem jeg var… ”Jo, jeg er jo så radiograf” ”Nåh, er du radiograf. Jamen så kan vi sagtens”. Det var modsat det jeg ellers havde oplevet, men han er gift med en radiograf, og syntes at det var da genialt.

 

Så søgte vi etisk godkendelse – og fik den. Det havde vi ikke regnet med. Og så kørte hele toget, nærmest så stærkt at vi ikke kunne følge med. Og vi anede ikke hvad vi gik ind til. Det startede vi op i 2012. Og det er først nu vi har de første analyser klar. Så det er ekstremt tidskrævende. Og uden det samarbejde i Holland sammen med en masse bioanalytikere samt patologer ude fra Retsmedicinsk var vi aldrig kommet i mål. Så det har grebet om sig, det er blevet kæmpestort og det har været enormt skægt.

 

Det sidste nye er så at jeg lige nu sidder med et studie, som jeg har prøvet at publicere på i et års tid, men vi mangler noget analyse, og der skal vi hen og programmere i et bestemt system, og det er der ikke nogen radiografer der kan. Og de fysikere jeg har kontakt med i Danmark, som kan, de har simpelthen rygende travlt. Så der sker ikke rigtigt noget, men nu har jeg så fået en irer med, som kan, og som er med på det. Så det at have et godt netværk er altafgørende for at få sådan noget her til at lykkes. Ellers så kan man ikke.

 

Så man kan sige, at interessen blev skabt, og så søgte vi penge til det der postmortem hjerteprojekt i CT, og så fik vi penge til 3 års ansættelse på 30 % på OUH Svendborg og så startede jeg op med post.doc med et mål om at blive lektor på sigt. Det er så gået lidt stærkere med at blive lektor end vi først havde tænkt, men det er jo kun positivt.

 

Så din egentlige inspiration det var…
… ja, det var den gode Steen Schack. Det var flot set. Han troede mere på mig, end jeg selv gjorde. Min første tanke var, at for det første, så kan jeg ikke. Og for det andet, så er jeg ikke klog nok.

 

Indtil han sagde, at ”når man laver en bachelor, så får man et halvt år. Og det har du jo gjort” – jeg tog så en diplom efter min elevuddannelse. ”Så lavede du en kandidat, så fik du bare lidt længere tid. Ja, det var på et højere niveau, men du havde også mere tid til det. Nu er det bare lidt længere tid igen.”

 

Og manden havde jo ret. Der er selvfølgelig udfordringer, og der kommer nogle bump på vejen – men så er det heller ikke sværere.

 

Radiograf Rådets Forskningsfond

Radiograf Rådet støtter også forskning på Ph.d.-niveau

 

Radiografer der har været medlem af Radiograf Rådet uafbrudt i mindst 3 år inden ansøgningen, kan søge støtte i fonden.

 

Højeste beløb der kan gives i samlet støtte er kr. 30.000. Pengene bevilges af Hovedbestyrelsen.

 

Som betingelse for at modtage støtten vil vi gerne have to artikler til fagbladet Radiografen.

 

Endelig skal du holde et oplæg om din forskning på et af Radiograf Rådets arrangementer, når din Ph.d. er afsluttet.

 

Og så er det jo også, som du sagde, det at have et netværk
Ja, det bygger man jo op under vejs. Man skal kunne lide at gå egne veje. Man skal styre sin egen tid og være netværksopdrivende. Og så skal man kunne lide at sætte sig ind i detaljer. Hvis man kan det, så kan man sagtensgøre det. Så er det ikke mere forkromet.

 

Hvilke drømme har du om fagets udvikling?
Den største drøm jeg har for radiografien, er, at det er os selv, der udvikler den. At vi holder ved. Og det gør vi kun ved at få flere ind med ph.d.-niveau og går til biddet. For eksempel har der lige oppe på europæisk plan, hvem der har ansvaret for dosis og kvalitet ude i afdelingerne, og det er faktisk blevet radiograferne nogen steder. Så der er en kamp, der venter på at vi tager det på os, og tror på at vi selv kan. Så min drøm er, at der kommer flere, som har interesse for at gå ind i udviklingen. At der er nogle af dimittenderne, der er tip-top tunede til at være videnskabeligt tænkende og kritisk reflekterende, og som tager det til sig og gør det videre. Praksis er udfordret på mange fronter, så min drøm er at man får kulturen flyttet til at vi anerkender at forskning og udvikling er en del af faget. Og at vi stiller os kritisk til de systemer og instrukser der kommer fra firmaerne om hvordan vi fx skal scanne. Hvorfor er det vi skal det? Hvorfor skal vi bruge det på dén måde? Kunne man gøre noget andet? Altid med patienterne i fokus. Så den største drøm, og måske mest banale tanke, er, at vi holder vores eget fokus, går vores egne veje og tror på, at vi selv kan. For vi kan meget mere end vi selv tror i det her fag. I stedet for at lade os dominere af andre faggrupper. Og bliver ligeværdig sparring til radiologer, fysikere m.fl.

 

Hvilket emne er du optaget af lige nu?
Der kører faktisk rigtig mange emner lige nu. Jeg er lige blevet spurgt af London City Univercity, om vi vil være med i et Artificial Intelligence (AI)-projekt – det er jo det ”nye sort” lige nu. Jeg er nok ikke helt så blæst bagover, som så mange andre. Jeg tror på, at det er lige som alt andet software, der kommer. At vi har kæmpe forventninger. Og det kan noget, det er helt sikkert. Jeg tror så også at vi bliver skuffede over, hvad det ikke kan. Vi er lige nu dér, hvor folk tror at det kan flytte planeter, nærmest. Jeg tænker at vi finder ud af, at det kan det ikke, men at det kan hjælpe os på en anden måde. Det er også lidt forskelligt om folk er bange for det, om der er store forventninger til det eller hvordan man skal tage det.

 

Jeg tror personligt også, at der er en masse etisk bagved, hvor man skal tænke sig om.

 

På den måde tror jeg der følger en del med i AI-softwaren. Men jeg tror det kan noget. Det bliver spændende, det samarbejde vi skal have op at køre med London. Og så er der derudover børn og retsmedicin, er det der optager mig lige nu.

 

Har du nogle personlige milepæle, som du stræber hen imod?
Det jeg helst selv vil opnå, det er at få nogle unge radiografer med, og uddanne nogle flere. Jeg tror ikke på, at vi bliver til noget, hvis vi ikke får flere ind under hatten. Jeg bruger meget energi – både på bachelorniveau og på kandidatniveau, men også mere og mere på ph.d.-niveau – på at få flere med og få flere involveret og inddraget. Vi bliver jo selv ældre og ældre, så der skal hele tiden nogle unge kræfter til at tage over, som tænker anderledes. Det giver en anden energi i sådan et spændingsfelt. Så det er nok en af de største ting, som jeg har for øje. Og så skal jeg involveres i nogle flere studier, og det bliver man jo hele tiden. Lige i øjeblikket handler det faktisk om at sige ”nej tak”, fordi tiden ikke er til at gøre det arbejde man synes man skal gøre når man er med. Og så må vi se hvad fremtiden bringer.

 

Du er stadig tilknyttet CONRAD også?
Ja, UCL har jo en forskningsafdeling, som hedder Anvendt Sundhedsforskning, og under den har der indtil nu været nogle delprogrammer, og der har vi haft et der hedder Diagnostik og Behandling – CONRAD. Det udsprang af det tidligere Videnscenter. Og det har vi stadigvæk, og det kører med nogle projekter, hvor vi sætter studerende ind og laver bachelorprojekter. Og i tæt samarbejde med medico-industri, klinisk praksis eller andre det har relevans for – nogle tværprofessionelle, nogle monofaglige – laver vi projekter, som udmunder i publikationer.

 

Og det gør at de studerende bliver tip-top tunede til at skulle lave noget når de er er færdige. De får en artikel på deres CV allerede som nyuddannede. Ideerne udspringer fra klinisk praksis, fra noget klinikken har brug for. Det udspringer ikke fra skolen. Det gør, at det er nemt at få implementeret de her projekter bagefter, for der er nogen der står og efterspørger det og vil bruge det.

 

Hvordan vil I helst inspirere fremtidens radiografer og forskere?
Men inspiration i at tage dem med allerede fra 5. semester eller deres bachelorprojekt giver bare så meget mening. Det giver dem noget herfra (UCL, red.), det giver mine kolleger noget her på stedet og det giver en sammenkobling med klinisk praksis. Så det giver et spændingsfelt, som er helt unikt, og kan noget særligt. Og det bliver de studerende inspireret af. De bliver også trætte, når de er færdige med sådan et forløb, for det er hårdt. Og så er de også klar til at komme ud og tjene nogle penge og blive kliniske og en del af en social gruppe og så meget andet.

 

Men nogle af dem holder fast. Og det er jo en glæde, når man så møder dem senere. Så kan det være at man kan være med til at få dem endnu videre. Det må tiden jo vise.

 

Diagnostik og behandling - CONRAD

Delprogrammet har sit primære genstandsfelt inden for radiografiens tre specialer: Radiologi, stråleterapi og nuklearmedicin samt inden for det laboratoriemedicinske område.

 

Delprogrammet er udfoldet i tre overordnede forskningstemaer, der inviterer til forskningssamarbejde med beslægtede professioner og forskningsmiljøer:

 

  • Patientologi i en højteknologisk kontekst: Udforsker hvordan man bedst muligt inddrager, rådgiver og samarbejder med patienten, pårørende og andre sundhedsprofessionelle i en højteknologisk kontekst.
     
  • Patientsikkerhed og strålebeskyttelse: Udforsker hvordan man bedst muligt beskytter patienter, pårørende og mpersonale ved diagnostiske og behandlingsmæssige procedurer inden for radiografi og bioanalytisk diagnostik.
     
  • Optimering af ny teknologi: Udforsker den nyeste teknologis muligheder og begrænsninger inden for tre felter: Billeddiagnostik, billedvejledt behandling og stråleterapi samt biomedicinsk laboratorieteknologi og undersøgelse i forhold til at opnå bedst mulige kvalitet i forebyggelse, diagnostik og behandling.

 

Kilde: www.ucl.dk/forskning/anvendt-sundhedsforskning

Udgivelse: Radiografen 02, marts 2020, årgang 48