Forskningsscanneren til mus og rotter på Odense Universitets Hospital

Af Christina Baun

 

Der er måske ikke mange der ved det, men på matriklen mellem Odense Universitets Hospital (OUH) og Syddansk Universitet (SDU) findes Biomedicinsk Laboratorium, som er en afdeling fyldt med dyr som bruges i forskningsregi, primært mus og rotter og en smule kaniner. Disse dyr spiller en uvurderlig rolle i den prækliniske forskning som går forud for alt hvad vi laver klinisk. Der kommer også lejlighedsvis grise og får forbi, men disse større dyr bruges primært til operationstræning for både yngre læger og kirurger som skal have specialetræning i nye teknikker. Der findes flere højt anerkendte forskningsgrupper på OUH/SDU som lægger et kæmpe arbejde i præklinisk forskning og udvikling af nye behandlingsmetoder og diagnostik indenfor de forskellige sygdomsgrupper, og alt sammen med henblik på at det skal komme vores patienter til gode med tiden.

 

I den mørke kælder under Biomedicinsk Laboratorium arbejder jeg, for her står den prækliniske scanner som er en kombineret PET/SPECT og CT scanner fremstillet specielt til mus og rotter. En arbejdsdag i dyrescanneren er vildt spændende. Dyrevelfærd i højeste klasse, samarbejde med dygtige forskningsgrupper, masser af teknik og spændende udfordringer. Jeg er oprindeligt ansat på Nuklearmedicinsk Afdeling på OUH, hvor jeg i en del år har arbejdet med PETscanninger. Efter at have afsluttet en Master i Medicinsk billeddiagnostik i 2012 ønskede jeg lidt flere faglige udfordringer i min hverdag og derfor startede jeg op i dyrescanneren. Det skulle vise sig at være en ordentlig udfordring som jeg er blevet enormt glad for med tiden.

 

Mus klar med injektionsline. Hvis musen skal have traceren injiceret under scanning bliver nål og line limet fast med vævslim så den ikke falder ud når dyret flyttes over på scanneren. Musen ligger på en varmepude for ikke at falde i temperatur under anæstesien.

 

I denne artikel vil jeg forsøge at give jer et indblik i min anderledes arbejdsdag, med fokus på:

  • Scanneren
  • Arbejdsopgaver og samarbejdspartnere
  • En typisk dag i dyrescanneren

 

Scanneren

Den prækliniske scanner (i daglig tale dyrescanneren) ligger under Biomedicinsk Laboratorie (dyrestalden), ved de store SDU bygninger i Winsløvsparken ved OUH. Scanneren er ejet af Danish Molecular Biomedical Imaging Center (DaMBIC) som er et center oprettet i fælles samarbejde mellem det naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelig fakultet på SDU. DaMBIC har forskelligt højt specialiseret udstyr placeret på SDU både ved Universitetet samt på OUH’s område.

 

Den prækliniske scanner fungerer som en butik hvor forskellige forskningsgrupper kan købe højt specialiserede ydelser. Brugerbetalingen har til hensigt at dække nogle af de daglige omkostninger i forbindelse med scanneren såsom løn, husleje, eftersyn af scanneren samt de forskellige sporstoffer. Scanneren giver forskerne en unik mulighed for at benytte højteknologisk udstyr i forbindelse med deres projekter. Udover vores scanningsenhed findes der prækliniske scannere i Århus og på Panum. Scanneren blev indkøbt og etableret i 2010 hvor DaMBIC fik en stor fondsdonation på 18 millioner. Jeg har været tilknyttet siden 2012, og står for den daglige drift i alle henseender. Scanneren anvendes udelukkende til billeddiagnostik på mus og rotter med størst fokus på PET.

 

Alle projekterne i scanneren er afhængig af produktion radioaktive tracere til brug ved PET og SPECT scanninger. Til det anvendes cyklotronen som står på Nuklearmedicinsk Afdeling og derfor var det ganske naturligt at Nuklearmedicinsk afdeling blev det primære holdepunkt for dyrescanneren, da den blev etableret. Vi er et team fra Nuklearmedicinsk afdeling på OUH bestående af hospitalsfysikere, ingeniører samt mig der i samarbejde med vores radiokemi og forskerne holder scanneren i gang, naturligvis i tæt samarbejde med vores forskningsprofessor Poul Flemming Høilund-Carlsen. Jeg sørger for alle de praktiske ting såsom selve scanningerne, booking og fakturering og alt det praktiske med dyrene.

 

Scanneren er produceret af Siemens og specielt fremstillet til præklinisk scanning. Den er sammensat af tre dele; CT, SPECT og PET. CT og SPECT kameraet er bygget sammen så de er i samme set-up og ikke som vi bruger dem i klinikken hvor de er placeret efter hinanden i gantryet. PET-scanner kan kobles helt fra og stå alene hvis man kun ønsker at benytte den del. Dette kan være en fordel ved nogle studier, da man har bedre adgang til dyrene under scanningen, når man fx skal injicere sporstof eller tage blodprøver. Vi har endnu ikke fået en MR scanner, men håber snart at få en 7 tesla præklinisk PET/MR, da det næsten er uundværligt i de neurologiske studier.

 

Mus med EKG elektroder klar til gated PET scanning som del af et større studie omkring reaktivering af hjerte stamceller.

 

PET-scanneren har LSO krystaller med særdeles god performance og en god spatial opløsning på ca. 1,4 mm i center af FOV, hvor en klinisk scanner ofte har omkring 4-5 mm. PET scanneren har et FOV på små 13 cm og er bygget op af en masse små bitte krystaller. På trods af den gode opløsning skal man være opmærksom på partiel volumen effekt i billederne, da man ser på meget små strukturer i dyrene. Gantryet er kun 16 cm i diameter, hvilket er en del mindre end de 80 cm som en klinisk scanner typisk har og der er kun plads til mus og rotter, men af og til to på en gang. Ved mus kan de ligge side ved side og hos rotter hoved mod hoved. Man skifter lejet alt efter hvilken størrelse dyr man skal scanne, og rigger det forskellige ekstra udstyr til såsom EKG gating, respiration og temperatur monitorering.

SPECT delen er opbygget af to små kameraer placeret overfor hinanden som fungerer som ved klinisk brug. Man kan køre de to kameraer tættere på og justere hvor mange trin og hvor længe den skal bruge på at optage. Der er temmelig mange forskellige kollimatorer, da de skal skiftes alt efter om man kører mus eller rotte og så naturligvis efter de forskellige isotoper. I det hele taget bruger vi en del andre isotoper end i almindelig klinisk brug ved patienter, det betyder en del forskellige kalibreringer og klargøring af scanneren forud for hver enkelt scanning, samt mange overvejelser i forbindelse med strålehygiejnen både for dyret og mig selv.

 

CT scanning af mus med kontrast som på lateralt billede viser aorta anurisme. CT scanningen
tog ca. 45 min. Og skulle bruges til at måle størrelserne på læsionen.

 

CT- scanneren er opbygget helt anderledes end de kliniske scannere vi normalt benytter. Til vores menneske patienter bruger vi spiral CT med efterhånden mange slice, hvilket giver en hurtig og dosisbesparende scanning. Den prækliniske CT er opbygget som step-and shoot dvs. rotere step by step rundt om ”patienten” og tager en projektion af gangen. Dette skyldes at vi ønsker en særdeles god spatial opløsning, som kan komme helt ned på en effektiv pixel størrelse på 9,2 μm. Da scanneren står på samme sted og stepper rundt om dyret, kan der også kun tages ca. 5 cm i aksial scanlængde på en rotation (1 bed) dvs. hvis man ønsker at scanne en hel rotter på 15 cm så skal man lige gange sin scanningstid med 3 beds. Alt efter protokollen varierer scanningstiden betragteligt, en lav dosis attenuations CT af en mus tager ca. 10 min. Pr. bed hvor i mod en højdosis diagnostisk hjerte CT tager 10 timer!!! Af den grund kan vi heller ikke bruge alm. iodholdig iv kontrast til CT, da det for længst vil være væk inden scanningen er færdig. I stedet for bruger vi noget ekstremt dyrt præklinisk kontrast som består af nano-partikler og som bliver i blodbanen i optil 4t. Det koster ca. 1200 kr. for kontrast til en mus og 8-10.000 kr. til en rotte! Så vi bruger det ikke så tit.

 

Den prækliniske CT scanning kan være meget dosisbelastende og derfor aflives de dyr der får udført diagnostisk CT for det meste efter endt scanning. Et dyr kan få optil 40 Gy ved en scanning, som kan svare til en hel strålebehandlingsserie. En anden overvejelse i den forbindelse er også at begrænse CT scanning af dyr i onkologiske studier for ikke at komme til at påvirke udfaldet af studiet ved at komme til at strålebehandle dem sideløbende. Det er sjældent at jeg kun scanner dyr med CT, oftest bruges den modalitet kun som attenuations-korrektion eller som anatomisk hjælpescanning.

 

Arbejdsopgaverne og samarbejdet:

Vi laver mange forskellige ting ved scanneren. Størstedelen af opgaverne er naturligvis PET scanninger med forskellige tracere. Der laves også mange CT scanninger i forbindelse med PET og lidt færre SPECT scanninger. Derudover tager vi blodprøver på mus og rotter samt laver biodistribution og lidt mikrokirurgi. Jeg har i efteråret været på kursus i mikrokirurgi, her lærte vi bl.a. at sy en arterie sammen i benet på en rotte med 10 mikrosuturer, og den skulle stadig være funktionel efter endt procedure. Nål og tråd var så lille at det var svært at se med det blotte øje og alt forgik under mikroskop, med mikroinstrumenter (som havde større værdi end min bil).

 

FDG PET/CT scanning af mus, som viser de klassiske optag i hjerte og blære som hos mennesker. På gnavere optages FDG også i høj grad i deres øjenkirtler som det ses.

 

Biodistribution laves mest på mus og benyttes oftest når man vil undersøge en ny tracer. Proceduren går ud på at man indsprøjter en meget lille mængde af den tracer man vil undersøge iv i halevenen, og derefter venter et bestemt antal timer og afliver derefter musen for at finde ud af hvor traceren er henne til de forskellige tidspunkter. Almindeligvis afliver man efter 1t, 4t og 24t, hvis der benyttes Co-57 som isotop (den har nemlig en halverings tid på 271 dage så der er ingen stress her), hvis der anvendes Ga-68 eller andre isotoper med kortere halveringstider laver man ikke 24t, da stoffet så for længst er henfaldet. Man laver flere mus til hvert tidspunkt så det er muligt at få lidt statistik i data. På det nøjagtige tidspunkt afliver man musene og tager de forskellige organer ud. Alt lige fra blod og lever til binyre bliver skilt ad og lagt i separate små glas, som så komme med på Nuklearmedicinsk afdeling og bliver målt i en af vores sensitive gammatællere. Derefter vejes organerne og nu er det så muligt ved hjælp af diverse beregninger (som jeg ikke vil kede jer med) at få et meget nøjagtigt tal for, hvor meget af den injicerede traceren der er i de forskellige organer. Det er enormt vigtigt at vide inden man går videre med udviklingen af traceren til patienter. Hvis et sporstof ophober sig et uhensigtsmæssigt sted fx i leveren eller ikke cleare fra et bestemt organ er det måske ikke en velegnet tracer til klinisk brug. Det er også på den måde at vi kan undersøge om en ny tracer søger tumor cellerne eller om den i stedet ophobes i andre organer. Biodistribution er et meget omhyggeligt arbejde, som kræver stort kendskab til dyrenes anatomi. Proceduren udføres oftest under tidspres på faste minuttal, men er samtidig utroligt interessant og lærerigt. Jeg er netop ved at lærer at lave cerebral biodistribution, som er temmelig omfattende, men nødvendigt i neurologiske studier.

 

Alt det udenom

Forskerne har deres dyr gående i dyrestalden i Biomedicinsk laboratorie, der er flest mus (ca. 5000) og en del rotter (ca. 300), men også kaniner, får og grise af og til. Mus og rotter opstaldes sammen i bure med 4-6 dyr i hvert bur. Altså mus for sig og rotter for sig og i separate stalde. Mus er nemlig meget bange for rotter og bliver enormt stresset hvis de kan lugte eller se dem. Hvert bur har et kort med stregkode på hvor dyrene og forskeren er registret, på den måde har man styr på tilladelser og antal af dyr, samt hvem der har ansvar for hvad.

 

Hvis man ønsker at lave et forskningsprojekt med dyr skal man ansøge dyreforsøgstilsynet om lov og det er omtrent lige så omfattende som når vi laver kliniske studier med patienter hvor vi skal ansøge den videnskabsetiske komité. I dyrestalden er der ni dyreteknikere som passer dyrene, samt en fuldtids dyrlæge og flere andre specialister. Udover almindelig pasning holder de øje med, at alle dyr har det godt og ikke lider overlast i nogen af forsøgene. Der er utrolig høj dyrevelfærd og en meget stærk etik i det daglige arbejde med forsøgsdyrene. Der er tre vigtige etiske grundregler når man arbejder med forsøgsdyr, man skal undgå at bruge dyr hvis det på nogen måde er muligt, man skal bruge så få dyr som overhovedet muligt, og når man bruger dyr skal de have det så godt som overhovedet muligt undervejs. Der ud over er der alverdens regler og henstillinger for at undgå at dyrene bliver stresset eller føler ubehag og smerte. Der er fx regler om at dyrene skal have lov at være sociale dvs. de må ikke gå alene i burene uden en meget klar gyldig grund, de skal have mulighed for aktivering i form af gnavepinde og nødder, desuden skal de have adgang til gemme og putte steder. Ud over disse ting er der krav til lys, luft og temperatur som kører i helt fastlagte rammer. Dyrene får tjekket klør og tænder ugentligt og aflives hvis de viser tegn på mistrivsel. Man kan jo tænke over hvor mange familier der har kæledyr som marsvin og kaniner gående alene og som vist ikke helt får den samme omsorg, pleje og opmærksomhed som disse forsøgsdyr.

 

Alle mus og rotter er for det meste utrolig høflige og rolige og jeg er endnu ikke blevet bidt, men har dog set det ske for andre, primært hvis de ikke håndtere dyrene korrekt og kommer til at klemme dem. Mus er lidt mere hidsige end rotter og kan nemmere stresse op, og der er stor forskel på de forskellige musestammer mht. energiniveau og temperament. Rotterne er kloge og nysgerrige dyr at arbejde med og kan blive fuldstændig tamme over tid. Både mus og rotter kan trænes til bestemte procedurer hvis de skal være en del af et længerevarende projekt.

 

Når man anvender mus i sit projekt er det muligt at genmodificere dyrene så de passer specielt til et forsøg. Det betyder at man kan skræddersy sin mus så den fx har diabetes, eller mangler bestemte gener så de passer til forsøget og gør det muligt at måle på nøjagtigt det man ønsker. Man bestiller dyrene hos forskellige firmaer i ind og udland og så kommer de med pakkeposten til Biomedicinsk Lab. Forsøgsdyr som mus og rotter kan være temmelig dyre. Rotter er ofte dyrere end mus og kan koste op til 10.000 kr. stk., Man betaler for opstaldning og pasning af dyrene i Biomedicinsk Laboratorie og alt efter behov koster det mellem 35 og 200 kr. pr. uge pr. dyr.

 

Ved cancerstudier benytter man dyr uden immunforsvar, for at canceren kan slå godt an (her er det jo meningen at de skal blive syge), disse dyr koster op mod 1000 kr. stk. Disse dyr opstaldes under specielle ekstra rene omstændigheder, da de ikke tåler bakterier og skidt. I det hele taget er der meget rent i dyrestalden og det er vigtigt ikke at slæbe virus, orm og andre urenheder med ind, da man så kan smitte hele besætningen og ødelægge store dyrbare projekter. Derfor må man ikke selv have gnavere derhjemme som kæledyr når man arbejder med forsøgsdyr.

 

Når man arbejder med dyrene skal man have langærmet tøj på for at undgå allergener, da risikoen for at udvikle allergi er høj. Vi skifter meget tøj i stalden for ikke at bære smitte rundt, så jeg har en type kitler til når jeg scanner og noget andet jeg skifter til i en sluse når jeg træder ind i selve dyrestalden. Når man skal ind i den inderste kerne af dyrestalden hvor dyrene uden immunforsvar befinder sig, så er det den helt store omklædning. Her bliver man pakket ind fra top til tå i plastik med mundbind og hue und alles for at passe på de små sarte (og dyre) kræ.

 

Cancermodel

Når man laver prækliniske cancer studier, har man ofte afprøvet sin nye tracer/medicin i celler først (ex vivo) hvis det virker kan man forsætte sit projekt i levende dyr (in vivo). Der er jo absolut ingen grund til at bruge levende dyr hvis traceren ikke søger tumorcellerne alligevel. Cancercellerne kan købes forskelige steder over nettet og man bestiller bare hvilken type (C.pulm, C. mammae osv.) og cellelinje man ønsker. Hvis man vil lave en mere patient relateret model kan man samarbejde med kirurgerne på OUH og få frisk tumor væv som så kan sættes ind i dyrene. Det er dog ikke altid så nemt for sådan en tumor kan være meget uhomogen og have svært ved at vokse et nyt sted. Man bruger for det meste ikke metastaserende cancerceller for ikke at belaste dyrene. For det meste placeres cancercellerne subkutant på skulderen eller flanken i første del af studiet. Her kan man fint holde øje med om tumoren vokser, og hvornår musen er klar til en scanning eller afslutning af studiet, det tager mellem 3-12 uger at udvikle en tumor alt efter type. Hos mus må tumoren ikke være over 12 mm og overstige 1 % af musens vægt, så skal den aflives for ikke at få det for skidt, undervejs holder man dagligt øje med musens vægt og trivsel, og hvis den tiltagende taber sig eller viser tegn på ubehag aflives den.

 

57Co-DOTATATE optag ved SPECT/CT af en mus med pancreas tumor på skulderen. Thisgaard et al. JNM 2014

 

Man kan også injicere/indoperere tumorcellerne direkte i det organ man ønsker fx mamma, prostata eller knogle, men det er lidt mere kompliceret og svære at måle belastningen af dyret. Det er naturligvis den model der mest ligner en klinisk patient situation. Ofte starter man med en model hvor tumor sidder under huden og hvis det hele virker og traceren søger tumorcellerne, kan man i næste omgang placere tumorcellerne i selve fokusorganet og så kører modellen videre derfra. Der er dog også noget mere omfattende at få en tilladelse fra dyreetisk komité til at arbejde med sådan en model for det er svært at se hvor meget cancer der er indvendig og om dyret lider. Ved patienter bruger vi for det meste FDG til PET/CT. FDG er en glukoseanalog og er ikke helt så nem at anvende ved PET scanning af dyr. De optager meget FDG i brunt fedtvæv og ofte har de også højt blodsukker da de ikke faster. Stress hos dyrene kan også give meget højt blodsukker, selvom vi gør alt for at begrænse det. Alle disse ting kan det bevirke en uhensigtsmæssig tracer fordeling og dermed dårligt billede materiale med mange artefakter. Da alle strukturerne er utrolig små og ligger temmelig tæt kan de camoufleres i artefakter og derved kan det være svært at se små ting fx. lunge og lymfeknude metastaser.

 

En dag i dyrescanneren

Når en forsker skal have scannet nogle dyr kommer de ned til scanneren dagen før og opstaldes i nogle opvarmede skabe i et rum ved siden af scanneren. Det er for at dyrene kan falde lidt til og ikke stresse over et skift i omgivelserne. Det er ikke god dyrevelfærd at arbejde med stressede dyr og desuden påvirker det forsøget. Hvis dyret er stresset stiger blodsukkeret og det har stor indflydelse på scanningerne når vi anvender FDG. Når de ankommer dagen inden scanning er dyrene blevet flyttet over på noget støvfrit bundstrøelse. Det er for at begrænse radioaktivt støv når dyrene injiceres med radioaktivitet og derefter tisser det ud i bunden af buret. Så ved dyrescanneren kan man faktisk komme til at indtage radioaktivitet, hvis man ikke overholder forholdsreglerne. I de fleste tilfælde afleverer forskerne blot deres dyr ved scanneren og så står jeg for de forskellige procedurer og giver besked når dyrene er ude af radioaktivitets karantæne og kan gå retur til dyrestalden igen. I de fleste tilfælde afliver jeg dog musene efter endt scanning. Som udgangspunkt kan dyr der er taget ud af Biomedicinsk laboratorium ikke komme retur pga. smitterisiko, og da scanneren er beliggende for sig selv i kælderen tæller det også som et urent område. De bure dyrene har gået i mens de var radioaktive bliver stående til henfald i et specielt affaldsrum. Her sorterer jeg affaldet og opbevarer det til det er helt henfaldet eller det sendes til RISØ. Da det radioaktive affald er biologisk (dyr og deres efterladenskaber) opbevares det i en fryser.

 

PET/CT scanning med Co55-NOTA-AMBA (ny tracer) af en mus med en prostata tumor på skulderen. Scanningen viser ud over optag i tumor stort optag i lever hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Dam et al. Nucl Med Biol., 2014

 

Ved selve scanningen har jeg i dagene optil kalibreret scanneren til netop den scanningsprotokol der skal kører i det pågældende projekt, både på CT og PET/ SPECT. Herefter anlægger jeg en iv adgang i halevene på dyret. Ved mus er det vildt svært og her bruger jeg en 30G kanyle sat på lidt line og som jeg anlægger ved hjælp af en pincet. På rotter er det nemmere og man kan bruge en gul venflon, som dem vi bruger til spædbørn. Men det har nu taget mig nogle år at få teknikken helt ind i fingrene og efter sommerferie osv. skal jeg lige i gang igen.

 

Den store udfordring ved mus og rotter er at de ikke kan tåle at få særlig stor volumen injiceret i blodbanen før de dør af det. Hos mus er det ca. 0,2 ml og ved rotter 1 ml, men det betyder at vi skal bruge friske nylavede stærke sporstoffer og for så snart der er gået et par timer er det henfaldet og så bliver volumen for stor. Når vi PET scanner tager det mellem 30-90 min. og oven i kommer CT scanning på ca. 30-45min så det bliver hurtigt en lang scanning. Hvert dyr får sit eget lille journalark hvor jeg notere vægt, blodsukker, tracer, volumen og alt muligt andet vigtigt som kan få betydning for resultaterne. Alle scanninger bliver også ført ind i en lille logbog så vi nemt kan få overblik. Derfor er vi ikke helt så moderne som vores egen afdeling der er papirløs.

 

Under injektion og scanning er dyrene i isofluran bedøvelse, det kræver stor opmærksomhed at holde dem tilpas bedøvet så de hverken vågner og flytter på sig eller får for meget og dør af det. Under hele forløbet holder jeg dyret varmt ved hjælp af varmepuder/plader, for de er meget sarte overfor varmetab og kan hurtigt dø af det også (både hvis de bliver for varme eller for kolde). Under selve scanningen ligge dyret også på en lille varmeplade og får monitoreret respiration og temperatur så jeg kan følge med i at de har det godt. Det sker en sjælden gang at dyrene dør undervejs, da det jo er syge dyr, men jeg er efterhånden blevet ret god til at udøve førstehjælp på mus og rotter og kan få de fleste tilbage til livet igen uden store mén.

 

Efter endt scanning stilles dyret til opvågning på en varmeplade og sættes først sammen med sine kammerater når den er frisk og klar igen. Det kan være svært for specielt hanmus og -rotter at være taget ud af flokken og komme retur. Så skal der nogen gange lidt kamp til for at få sin plads i hierarkiet igen og det er temmelig unfair hvis man stadig er mærket af sin bedøvelse. Alle radioaktive dyr får et gult burkort hvor der står hvad de har fået af radioaktivitet samt hvornår de må komme retur til stalden. Det er mit ansvar at ingen radioaktive dyr/ting forlader scannerområdet inden de er under de tilladte grænser.

 

Der er en del databehandling efter endt scanning, tit skal billederne rekonstrueres på alverdens tidskrævende måder og overføres til andre drev så vi er sikret backup. Når data er færdig rekonstrueret overføres de til en databehandlingscomputer hvor forskerne selv skal komme og lave deres data. Ofte er billedfilerne på mange Gb så det kan være ret tunge billeder at arbejde med. Det er ikke som i klinisk regi hvor en læge beskriver billederne, men meget mere kvantitativt. Vi måler i forskellige regioner og ser på udviklingen over tid og der anvendes mange forskellige kompartment analyser for at kvantificere tracer optaget. Derfor har fysikerne en meget stor og afgørende rolle i dyrescanneren. Den fysiker som er på det pågældende projekt finder frem til den bedste og mest korrekte metode til at analysere data og oplærer så forskeren og til dels mig i det. Derefter sidder forskeren så selv med lidt støtte fra mig og analyserer sine data. Nogen gange er det mere kompliceret og så må en af vores fysikere lave hele dataanalysen. Det er dog ikke dækket af betalingen og derfor laves det som et samarbejde hvor vi fra dyrescanneren er med på den artikel der kommer ud. I det hele taget bliver der publiceret en del artikler fra dyrescanneren som vi alle er med på, da det meste er et stort samarbejde.

 

Da jeg blev færdig som radiograf havde jeg aldrig forestillet mig at skulle arbejde med så specialiseret en niche af vores fag. Jeg har gennem de seneste år fået rykket mine grænser meget undervejs både fagligt og personligt, men nyder de daglige udfordringer og arbejdet med dyrene. Jeg håber med denne artikel at have vækket jeres nysgerrighed på det præ kliniske forskningsområde og hvis nogen skulle have lyst til en rundvisning en dag er man altid velkommen til at kontakte mig på christina.baun@rsyd.dk.

Udgivelse: Radiografen 01, februar 2016, årgang 44