Jeg gider sgu ikke scanne i 40 år!

Af Bjarne Madsen, Studieleder på UCN.

”Jeg gider sgu ikke scanne i 40 år”, er et af de udsagn jeg har hørt fra radiografkollegaer og fra radiografstuderende. For de studerendes vedkommende bevirker det, at de dropper ud af studiet og skifter til fx sygeplejerske.

Opsummeret for både radiografer og studerende gælder det, at de kan have svært ved at se sig selv i et snævert fagfelt med begrænsede udviklingsmuligheder, ud over de radiologiske/billeddiagnostiske afdelinger.

Hvad sker der lige her? Er den faglige stolthed ved at gå fløjten eller er radiograferne, sammen med de studerende, ved at se sig selv som sundhedsprofessionelle, der er begrænset af radiografiens genstandsfelt?

Jeg tror det ikke! Men jeg kan ikke vide det med sikkerhed, for det er da rigtigt at der ikke er mange muligheder for radiografer, at søge arbejde, uden for afdelinger, der er fokuseret omkring det billeddiagnostiske felt.

Men, jeg kan undre mig over, hvordan et topprofessionelt sundhedsvæsen, der er blevet kaldt ”verdens bedste” som i dag rangerer som nummer 24, kan basere sig på monofaglige autonomier, uden skelen til andre fagprofessionelle kompetencer. Her tænker jeg ikke kun på radiograferne. Måske handler det, at, ”sgu ikke gider at scanne i 40 år” bare om, at det er det første vi ser til et kulturelt paradigmeskifte eller en curling kultur om man vil, hvor man siger mig først og ikke 1. maj?

Eller er det en reaktion på flere års presset økonomi i sundhedsvæsenet, med fyringsrunder, slukne og sågar lukkede kursuskasser?

Kultur er en svær størrelse, med mange definitioner, der alene ved sin innovation resistens kan tage livet af selv de bedste intentioner. Professor Peter Drucker sagde for flere år siden ”Culture eats strategy for breakfast”. Dermed ikke sagt at kultur er vigtigere end strategi og de må ikke betragtes som hinandens modsætninger. De er begge lige vigtige og kan sammen fungere som en stæk katalysator til at fremme en sund kultur med bevidsthed omkring kerneopgaven.

Keep it simple, but simple ain't easy. Faren ligger i detaljen i det arbejde man udfører, hvor alle formulerer ambitiøse individuelle mål uden et reelt helikopterperspektiv.

Alle bør udfordres på ambitionsniveau, også radiografer, ligeledes på modet til at gøre mere og gøre nyt!

Det er ingen skam at have ambitioner. De skal være høje, ellers skaber de ikke behov for forandring, hverken i holdning eller handling. At være ambitiøs er at tro på sin egen fremtid, og turde stå ved den i dagligdagens handlinger. Allerede her starter kulturudviklingen i et effektivt strategieksekveringsforløb. Det kræver mod, selvtillid og samarbejdsevner. Der er ikke tid og plads til at afvente, at chefen (læs regeringen) kommer med en genial løsning på egne udfordringer. Derfor er det en afgørende ingrediens i processen, at alle gøres ansvarlige for egne mål og planer, så der etableres en bidragskultur, som er det skridt på vej mod en vinderkultur!

Hvad enten man tilhører generation Z eller den gamle garvede garde, er kultur, som beskrevet, en kompliceret gruppeproces, der kun delvist er påvirket af lederadfærd.

Professor Emeritus Edgar Schein far Sloan School of Management definerer en gruppes kultur som ”et mønster af fælles grundlæggende antagelser, som gruppen lærte sig, medens den løste sine problemer med ekstern tilpasning og intern integration, og har fungeret godt nok til at blive betragtet som gyldige og derfor læres videre til nye gruppemedlemmer som den korrekte måde at opfatte, tænke og føle på i relation til disse problemer”.

Ifølge Schein kan kultur beskrives på flere niveauer. Det øverste og mest synlige af de tre niveauer Schein anvender, er artefakter.

Den indeholder alle de fænomener man kan se og føle i en kultur fx logoer, uniformer etc. Men det indeholder også de tiltaleformer og synlige ritualer som anvendes i en organisation. De vigtigste karakteristika for dette kulturniveau er, at de er meget lette at se, men ofte svære at tyde.

Spørger man fx samarbejdspartnere på sygehusene, hvad radiografer er for en størrelse, og hvad de kan, kommer der sjældent et entydigt svar. Oftest noget med nogle knapper og mørke rum. Slet ikke definitionen som på Radiograf Rådets egen hjemmeside ” Radiografer er virtuose på teknologien. Derfor er der overskud og overblik til at være mennesker i relation til mennesker. Radiografer er også humanister”.

Man kan ikke analysere en kultur alene ud fra dens artefakter. Schein mener, at kun hvis man befinder sig i organisationen i længere tid, vil betydningen af disse artefakter blive tydeligere. Den er nemlig ikke altid hvad den ser ud til at være, og den samme gestus kan fx betyde noget forskelligt, hvis den udføres i to forskellige kulturer.

Det er vigtigt at være bevist om, at artefakter har to sider. En symbolsk- og en instrumentel side.

Den symbolske vil ofte være den vigtigste for det ansatte personale eftersom det er den, der formidler betydningen af det, der sker. Det kunne fx være ved at benytte den narretive tilgangsvinkel, når der skal anvendes en tidligere positiv historie, som styrkemarkør, i en given situation. Her har vi alle et fælles ansvar, hvis radiografien skal gøres mere instrumentelt og anvendelig uden for den specifikke billeddiagnostik.

På den måde kan de grundlæggende antagelser påvirkes i en bestemt retning til hvordan man skal tænke, føle og opfatte i en bestemt situation, hvorpå det bliver til en kulturel arv.

Dette tydeliggør vigtigheden ved en fx en strategiimplementeringsproces, som vi alle er en del af, inden for rammerne af organisationen, at kunne levere patientbehandling af højeste kvalitet, integreret klinik, forskning, udvikling, uddannelse og innovation, at radiografen italesættes for at kunne blive en naturlig del af den kulturelle arv.

De kulturelle værdier, som har størst betydning, er tilhørsforholdet til en given profession. Hertil er det tydeligt, at den lægefaglige, som en fuldgyldig profession med eksistensen af magtfulde professionelle, har en helt speciel status og i forhold til samarbejde og opgaveløsning adskiller sig væsentlig fra plejegruppen, som har en anden tilgangsvinkel til den organisatoriske opgaveløsning. ”Faggrupperne udgør samtidig kategorier med hver deres definitioner af korrekt menneskelig adfærd og aktivitet, forskellige opfattelser af sandhed og virkelighed, forhold til omverdenen og opfattelser af den menneskelige kultur”. Jf Eva Zeuthen Bentsen i ”Kulturelle ændringer på danske sygehuse - en statusopgørelse og et bud på nye metoder”.

Hospitalet bliver derved fastlåst af kulturelle dominerende værdier, som hæmmer udviklingen i en strategiimplementeringsproces, hvor institutionalisering og etablerede vaner og arbejdsrutiner stiller krav til de forskellige ledelsesniveauer om ikke at bryde med den etablerede autonomi.

Det stiller ledelsesniveauerne i en vanskelig situation, fordi man på den ene side har en mangeårig tradition for, hvordan den lægefaglige profession gebærder sig, autonomi og den ledelsesmæssige tilgangsvinkel, og på den anden side har vi et politisk administrativt system, der stiller krav om kontrol, målstyring standardisering af arbejdsprocesser mv.

Den lægefaglige profession er ikke alene om at profilere sig med den uddannelsesmæssige baggrund. Her følger sygeplejerskerne tæt trop. Hvor tit har vi ikke hørt en sygeplejerske agiterer sin profession ved at starte en udtalelse med... at når jeg som sygeplejerske”?

Sygeplejerskerne vil gerne opgaveglidning og har et væld af efteruddannelsesmuligheder til fx behandlende -, OP -, anæstesi sygeplejerske etc.

Jeg er overbevist om, at piben har en helt anden lyd, når det handler om at give noget fra sig. Hvorfor skulle man give noget fra sig til nogen som man slet ikke kender?

Kunne radiografer ikke også arbejde på skadestuen, sætte et par små suturer og beskrive det perifere skellet?

Kunne radiografer ikke også arbejde på en OP og assisterer ved en operation og betjene det ioniserende apparatur?

Måske handler det ikke man at sgu ikke gider scanne i 40 år. Men mere det symbolske i, at man er låst i en profession, hvor udviklingsmulighederne ud over et billeddiagnostiske felt er begrænsende med baggrund i dominerende autonomier. Ligeledes en bevidsthed om, at den faglige udvikling og personlig dygtiggørelse er begrænset eller i visse tilfælde ikke eksisterende.

Verden ændrer sig ikke ved, at man bare sætter sig ned som gamle sure mænd og koner, har ondt af sig selv og brummer i skægget at man sgu ikke gider scanne i 40 år! Det skal italesættes at Radiografer er virtuose på teknologien. Derfor er der overskud og overblik til at være mennesker i relation til mennesker.

Hvis ikke selv kan dyrke vores egen værd, hvem skulle så?