Formanden har ordet - Hverdagens helte

... der presser sig på. Eksistentielle spørgsmål om liv og død. Der er radiografer der er syge derhjemme og radiografer, der er indlagt. Og risikoen for smitte er til stede i vores afdelinger, hvor der er en stor gennemstrømning af patienter og borgere i løbet af en hverdag – typisk, eller som nu – atypisk. Og en lidt overset smitterisiko er der også i vores kolleger – vi er jo alle en del af samfundet.

Lige nu hyldes omsorgs- og sundhedsarbejdet i en grad, som vi slet ikke er vant til. Bare for at passe sit arbejde bliver blandt andet radiografer, læger og sygeplejersker gjort til helte, som skal sørge for at afbøde effekten af den pandemi, der strømmer ind over verden. Og nationen står sammen om vigtigheden i det arbejde I udfører ude i frontlinjen. 

Men hvor langt strækker den hyldest og anerkendelse, som vi møder, når vi er kommet ud på den anden side. Kriser er en oplagt mulighed for refleksion – hvordan har vi behandlet sundhedsvæsenet de seneste mange år, hvor fokus nærmest har været 100 % rettet mod produktion? 

I de første par uger af epidemien var det tydeligt, hvor hårdt produktionsparadigmet har slået igennem. Hospitalsdirektioner magtede ikke i tilstrækkelig grad at se arbejdet på afdelingerne med andre briller end produktionens. Vi så hospitalsdirektioner over hele landet, der gik stik imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer, for at opretholde produktionen. På trods af smittefare, undren hos personalet – som blev nærmeste råbt højlydt ud – og almindelig sund fornuft i det hele taget.

Det meste rettede sig til i løbet af ugerne der gik, men det ændrer ikke ved, at der stadig, i skrivende stud, foretages undersøgelser, der ikke burde blive foretaget. At hospitalsdirektionerne og til dels Sundhedsstyrelsen ikke går ”all-in” på at sikre deres højt besungne (i bogstavelig forstand) ansatte med værnemidler. At hospitalsdirektionerne ikke i tilstrækkelighed anerkender det psykiske pres som radiografer og andre arbejder under, når de er helt i frontlinjen for at redde og bekæmpe. Og så ved jeg jo godt, at der er værnemiddel-mangel, men jeg beder en bøn til at man er klogere til anden bølge.

Det er svært, ikke at bringe anerkendelsen af vores daglige indsats lige nu sam¬men med den konkrete anerkendelse i den daglige dagligdag. Og her taler jeg om kroner og ører. Sundheds- og om¬sorgsarbejde skal anerkendes og efterslæbet gennem 50 år, skal lukkes. Det må vi håbe, at landspolitikerne kan huske om mindre end 1 år, når der skal indgås en ny overenskomst. 

Jeg ved ikke om nogen vil finde det upassende at tale løn og anerkendelse i disse tider. Jeg finder det faktisk både rettidigt og ordentligt. Hvis ikke vi kan bruge den her anledning til at hejse flaget for faget, hvornår så? Vi er faglige specialister, som udfører livsvigtigt arbejde, dag ind og dag ud. Også når vi ikke er underlagt epidemiske forhold. Nu vil vi også have den anerkendelse, som har manglet over i 50 år.

Vi skal stå sammen – på afstand, har Mette Frederiksen gentagne gange sagt. Og det gør vi. Befolkningens reaktion har været overvældende, og giver mig en følelse af stolthed. Fra jeres ledere hører jeg om sammenhold blandt jer og fæl¬les fodslag, og det rører mig. Ligeså gør klapsalver kl. 19 fra altaner over hele lan¬det. Vi mangler så det sidste, man kan jo ikke betale husleje med klapsalver, men det tager vi når vi er på den anden side af COVID-19.