Radiograf Rådet
H.C Ørstedsvej 70, 2.tv
Telefon: 35374339
Fax: 35 37 43 42
Email: kontakt@radiograf.dk
Teknologi & Udstyr
Specialer & Interesser
Mellem mennesket og teknologi
At se ind i en menneskekrop er ikke blot en teknisk indsigt, for nogle mennesker er det også et eksistentielt spørgsmål. Anna Bertha Ludwig, Wilhelm Röntgens kone, gav udtryk for denne eksistentialisme, da hun så knoglerne af sin hånd på verdens første røntgenbillede og angiveligt udbrød: "Jeg har set min død."
Projektet
Ph.d projektet Mellem Menneske og Teknologi, er forankret i den dobbeltsidede karakter af radiografi med et menneskecentreret fokus på den ene side og en naturvidenskabelig dimension på den anden side.
Det Danske Sundhedsvæsen har formaliserede ambitioner om at sætte patienten først, eller i centrum, som led i kvalitetssikring og forbedring af oplevelsen for den enkelte, på deres vej i gennem et sygdoms eller behandlingsforløb (Sundhedsministeriet, 2000, Sundhedstyrelsen, 2016, Sundhedstyrelsen, 2018).
Dette Ph.d. projekt skriver sig ind i den sammenhæng og har blandt andet til formål, at undersøge hvordan disse ambitioner operationaliseres i en billeddiagnostisk kontekst, ud fra et teknologifilosofisk perspektiv.
Projektet er et kvalitativt etnografisk studie med et eksplorativt deskriptivt design, som benytter deltagerobservation og dybdegående semistrukturerede interview, som dataindsamlingsmetoder. Etnografi betyder læren om folk og udforsker menneskelige praksisser, kulturer og fællesskaber i deres naturlige kontekst.
I dette tilfælde patienter og professionelle i billeddiagnostiske praksisser. Den deskriptive tilgang betyder at jeg ikke vil udvikle nye normative anvisninger.
Det er patienters, radiografers og bioanalytikers, teknologisk medierede kropslige oplevelser af deres deltagelse i CT og PET CT-undersøgelser, der er genstand for udforskning.
Det teoretiske grundlag for projektet er den teknologifilosofiske tradition: Postfænomenologi. Den bygger på en særlig forståelse af teknologi, som værende en del af den livsverden, der spejler en radiografisk praksis. Ambitionen er at denne tilgang til analysen af radiografisk praksis, kan bidrage til at belyse den humanistiske dimension af radiografi og identificere problemstillinger, der kan hjælpe fagfolk til at udføre relevant patientcentreret praksis med mere direkte fokus på de menneskelige aspekter.
Projektet søger svar på spørgsmål om hvilke spændingsfelter der ligger i udøvelsen af radiografi, mellem en omsorgsrettet og en teknologisk praksis og hvad indgår i den humanistiske dimension af radiografien?
Min hypotese er, at de teknologier der anvendes, påvirker og former de menneskelige relationer og den enkeltes oplevelse af undersøgelsessituationen, på en væsentlig måde.
Teknologisk udvikling
Betingelserne for at udføre god radiografisk praksis har ændret sig markant over tid. Den teknologiske og instrumentelle udvikling gennem de sidste årtier inden for radiografi, har været fremtrædende og har medført nye måder at udføre praksis på. Digitaliseringen af radiografien og eksempelvis billedeprocessering har i høj grad bidraget til at revolutionere arbejdsgangene i praksis og har medført væsentlige fremskridt i forhold til dosis til patienterne og billedkvalitet (Vaño et al., 2007, Båth et al., 2005, Körner et al., 2007). I takt med at de diagnostiske muligheder er steget, er antallet af røntgenundersøgelse også forøget. Opgørelsen fra Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) viser, at i årene 2003 til 2014 er antallet af eksempelvis CT-undersøgelser forøget med 250%(Sundhedsstyrelsen, 2015)
Der kunne nævnes adskillige forhold der har revolutioneret arbejdsgangene i praksis, men i særdeleshed har hastigheden hvormed billeddiagnostiske undersøgelser nu kan udføres, haft stor indvirkning på undersøgelsesprocedurerne for både radiografer og patienter.
Som eksempel kan jeg henlede læserens tanke på at for 20 år siden kunne en CT-undersøgelse af cerebrum tage omkring 30 minutter eller mere. Nu kan den udføres på få sekunder og en CT-scanning af thorax kan nutidigt udføres mens patienten holder vejret. (ISCT, 2016, Sundhedsstyrelsen, 2015).
Hastighedsforøgelsen har betydet at flere patienter kan undersøges per dag, medførende et øget tempo på afdelingerne med flere patienter igennem radiografernes hænder og mindre tid til den enkelte. Det øgede tempo har haft en stor fordel for sundhedsvæsenet som helhed, da de har gjort afdelinger mere effektive, og nedsat ventetider for patienterne. Indenfor cancerdiagnostik og behandling har det bidraget til realiseringen at ambitionerne i de Nationale Kræftplaner og til at overholde garantierne i eksempelvis kræftpakkeforløb(Sundhedsstyrelsen, 2018, Sundhedsministeriet, 2000).
Men hvordan har den menneskelige dimension af radiografi tilpasset sig denne udvikling og er de eksistentielle bekymringer og menneskelige værdier udfordret inden for de effektive praksisformer?
Disse og andre beslægtede spørgsmål vil Ph.d. projektet diskutere.
Radiografi
Radiografi kan siges at være en profession, der er sammensat med en humanvidenskabelig dimension på den ene side og en naturvidenskabelig dimension på den anden.
Den humanvidenskabelige dimension kommer til udtryk når den professionelle er konfronteret med den enkelte patient og dennes livssituation. Denne dimension indeholder blandt andet omsorg for patienten, kommunikative, etiske og relationelle aspekter.
Den naturvidenskabelige dimension er konfigureret blandt andet gennem fysiske lovmæssigheder, i det der anvendes ioniserende stråling, magnetfelter og ultralyd, til fremstilling af diagnostiske billeder med patologier og anatomiske strukturer i menneskekroppen.
Sammensatheden bevirker, at radiografi tolkes og praktiseres i spændvidden mellem to målsætninger: En dominerende teknisk, hvor man stræber efter at opnå optimal billedkvalitet og opfyldelse af undersøgelsens tekniske kriterier, og en dominerende humanistisk, hvor man i en etisk og omsorgsmæssig målsætning, stræber efter at tage bedst muligt vare på patienten. (Holm, 2014)
I udøvelsen af radiografi går de to videnskabelige målsætninger, ideelt set, hånd i hånd med en passende balance mellem dem. En ubalance kan føre til en prioritering af de tekniske mål på bekostning af de humanistiske mål, eller omvendt.
Dette kan vise sig ved, på den ene side med dominerende tekniske mål, at påføre unødig smerte eller ubehag for patienten i bestræbelsen på at producere det perfekte billede og efterleve de tekniske kriterier for undersøgelsen. På den anden side med dominerende menneskelige mål, kan det kompromittere den diagnostiske billedkvalitet eller medføre unødvendig dosis til patienten, for at efterleve dennes ønsker eller spare den enkelte for ubehag og anstrengelse ved undersøgelsen.
Ideelt set balancerer disse to målsætninger i radiografisk praksis så tekniske mål ikke opnås på bekostning af menneskelige mål og omvendt.
Radiografen spiller en afgørende rolle i hvordan praksis udøves og disse mål balanceres, men spørgsmål om den rolle teknologien spiller, herunder hvordan den indvirker på helheden, relationerne og oplevelserne i konteksten, mangler at blive belyst.
Projektet skal vise hvordan det sker i praksis.
Filosofi, teknologi og menneskekroppe
Projektet har en filosofisk tilgang, der kan bidrage med nye måder at tænke radiografi på.
Filosofien er optaget af at forstå viden, virkelighed og livet i bred forstand, og kan give generelle indsigter om menneskelig eksistens, virkelighed og liv, som efterfølgende kan bringes i spil i specifikke forhold.
Disse indsigter kan blandt andet være nyttige for radiografien ved, at bidrage til tænkningen om den menneskelige dimension af vores felt, på en mere nuanceret måde.
Helt konkret skal projektet yde et bidrag til professionens selvforståelse og den eksisterende forskning med en, for radiografien, ny tilgang til at undersøge praksis. Projektet tagerafsæt i et særligt teknologifilosofisk perspektiv: Postfænomenologi, grundlagt af den amerikanske filosof Don Ihde.
Postfænomenologi er en velkendt forskningstilgang indenfor Science and Technology Studies (STS). (For uddybninger se: (Bruun Jensen et al., 2007). Teorien er beslægtede med Aktørnetværks Teori (ANT) af bl.a. Bruno Latour, som nogen måske kender, men adskiller sig væsentlig herfra, ved sin insisteren på de menneskelige aktørers intentionalitet og et asymmetrisk forhold mellem mennesker og teknologier, som ANT ikke har. (Ihde and Selinger, 2003).
Det særlig postfænomenologiske perspektiv er karakteriseret, blandt andet ved sin forståelse af teknologi, som værende en del af livsverdenen og ikke som passive, udenforstående objekter.
Sagt med andre ord, så er teknologien en ikke-neutral deltager: den gør noget i situationen, både ved og med de implicerede mennesker. Eksempelvis skal radiografen lejre patienten på en bestemt måde så denne kan centreres i isocenteret, blandt andet med henblik på at tildele patienten en optimal stråledosis. Eller patienten skal trække vejret på bestemte tidspunkter så scanneren, uforstyrret af bevægelse, kan scanne bestemte strukturer i menneskekroppen på en særlig måde.
Denne særlige position reflekterer den billeddiagnostisk praksis, hvor teknologier aktivt bidrager til enhver undersøgelsessituation. Postfænomenologien er derfor nyttig i analysen af hvordan de impliceredes perceptuelle oplevelse af verdenen formes gennem den teknologiske mediering. Sagt med andre ord kan postfænomenologien anvendes i konkrete empiriske undersøgelser af hvordan, både den professionelles og patientens, perceptuelle oplevelse af undersøgelsessituationen formes gennem teknologien.
Et andet centralt aspekt i den billeddiagnostisk kontekst er selve menneskekroppen, da dens anatomiske stukturer og fysiologiske processer er fokus for de undersøgelser der udføres. Postfænomenologien kan også bidrage med forståelser af kroppen, som er nyttige i en analyse af en billeddiagnostisk praksis. Don Ihde skildrer i sin bog, Bodies in Technology 2002 s.16, forståelsen af kroppen, ud fra det han kalder Krop 1 og Krop 2 (”Body one” og ”Body two”).
Krop 1, refererer til kroppen som vores levede krop, den intentionelle, subjektive, perceptuel og emotionel krop vi både kan se og føle, men også føle med og for.
Krop 2 refererer til kroppen, som den kulturelle eller socialt konstruerede krop, objekt-kroppen, som ofte beskrives i tredje person. Det kan være kroppen som objektiveres i en klinisk sammenhæng og konstitueres eksempelvis som patient, med de sociale og kulturelle egenskaber det indebærer. Den radiografiske patient, kan nævnes som konkret eksempel, der lader sig lejre som radiografen siger, og som gør hvad der forventes og forlanges, uanset hvilket ubehag det medfører.
I postfænomenologien er det dog vigtigt at pointere, at begge perspektiver refererer til subjektet (Ihde, 2002). Forstået som at vi er vores krop i begge tilfælde, og har en subjektiv oplevelse af både Krop 1 og Krop 2.
I en billeddiagnostisk kontekst giver denne kroppens dualitet genklang gennem ideen om menneskekroppen som manipuleres og videnskabeliggøres i situationen, samtidig med at den enkelte altid og til enhver tid, er sin levede krop.
Opsummering
Lad mig vende tilbage til det første røntgenbillede af Anna Berta Ludvigs hånd. Man kan sige at Conrad Röntgen så de tekniske aspekter i billedet og hans kone så de menneskelige.
I den billeddiagnostiske verden skal professionelle forholde sig til begge dele og tage begge aspekter alvorligt. Definitionen på radiografi foreskriver at mennesket skal være i centrum ved billeddiagnostik og behandling, så hvordan skal teknologier og mennesker indrettes i forhold til hinanden for at honorere disse krav? Dette og andet håber projektet, gennem postfænomenologiske analyser at gennemlyse.
Referencer
Udgivelse: Radiografen 09, november 2019, årgang 47