Har du fået et nyt tillæg på din lønseddel fra april? Så er det nok, fordi du falder i én af de kategorier, der fra den 1. april 2022 får gavn af de overenskomstmæssige forbedringer.
Som en del af OK21 er det aftalt, at lønnen stiger flere gange. Overenskomstperioden løber denne gang fra 1. april 2021 til 31. marts 2024. Indtil videre har overenskomstperioden på det regionale område budt på lønstigning ad to omgange. Den første kom med tilbagevirkende kraft fra april 2021 (+0.75%), mens den anden trådte i kraft fra oktober 2021 (+1,37% - reguleringsordningen).
Herudover er der aftalt 3 yderligere perioder med lønstigning, som gør sig gældende fra henholdsvis oktober 2022 (+1,37% - reguleringsordningen), januar 2023 (+0,77%) samt oktober 2023 (+0,78% - reguleringsordningen).
Den ændring, du måske kan finde på din lønseddel fra april 2022, handler dog ikke om en lønstigning, men i stedet om udmøntning af de organisationsspecifikke forbedringer på det regionale område. Der er med andre ord tale om en række tillæg for bestemte grupper, der er ansat i regionerne.
Tillæggene gælder udelukkende ikke-ledende radiografer og afhænger af anciennitet. For radiografer med op til 4 års erfaring vil der ikke være nogen mærkbar forskel i denne omgang. Har du over 4 års og op til 10 års erfaring, modtager du et helt nyt erfaringstillæg på 3000 kr. pr. år (2018-niveau), svarende til cirka 265 kr. pr. måned.
Hvis du er en ikke-ledende radiografer med over 10 års erfaring, er dit 10-års erfaringstillæg blevet hævet med yderligere 650 kr. pr. år (2018-niveau), så den samlede forbedring fra 10 års erfaring udgør ca. 325 kr. pr. måned.
For yderligere detaljer og et samlet overblik over betydningen af de ovenstående lønforbedringer henviser vi til ’Lønvejledning og løntabeller’, som du finder her: OK21_Loenvejledning.pdf (radiograf.dk).