Det er fuldstændig rigtigt at få gjort noget ved sygeplejerskemanglen – jeg er helt enig i at det er en nødvendighed.
Når det så er sagt, så løser det jo ikke alle problemstillinger i det danske sundhedsvæsen, om end det ville være dejligt, hvis det gjorde.
Men der skal jo startes et sted og det er da et udmærket sted. At skaffe 1000 sygeplejersker over de næste to år. Men det er jo ikke det, der er sket – der er ”bare” lavet en aftale om at bevilge penge til projektet. Det vil jeg betegne som værende at gøre en kompleks problemstilling uhørt enkel.
De sundhedsprofessionelle begrænser sig ikke kun til læger og sygeplejersker. Vi er mange flere.
Det sidste år har jeg arbejdet benhårdt på at få politikere til at forstå, hvordan det er muligt at radiografer kan bidrage til en del af løsningen.
Radiografernes bidrag
Der uddannes radiografer 3 andre steder i Danmark – i Aalborg, Odense og København, og der uddannes radiografer i tre specialeretninger; billeddiagnostik, som fortrinsvis er røntgen og skanning med CT og MR, nuklearmedicin, som primært arbejdet med PET-CT og PET-MR og stråleterapi, som primært planlægger og foretager strålebehandling af kræftpatienter.
Og det er præcis i stråleterapi, at radiografer kan byde ind som en del af løsningerne på det, man ynder at kalde sygeplejerskemanglen.
Stråleterapi kan løses af radiografer
Radiograferne med speciale i stråleterapi uddannes målrettet til at løse opgaverne på de stråleterapeutiske afdelinger. Og alligevel oplever vi, at det ofte er svært for vores stråleterapiradiografer, at få job på disse afdelinger.
Og hvorfor så det?
Det handler om, at der har været kutyme for at ansætte sygeplejersker. Det stammer helt tilbage fra før den teknologiske udvikling gik agurk og før radiografuddannelsen så dagens lys i Danmark for omtrent 50 år siden. Der er mange myter om fagligheder og mangler, der gør sig gældende, men ingen af dem har rod i virkeligheden – længere.
Fakta er, at der uddannes specialiserede radiografer til stråleterapi, og alligevel fortsætter man med at ansætte sygeplejersker, der skal have et års ekstra uddannelse, hvilket er resursetungt. Og dette alt imens stråleterapi-radiografer går arbejdsløse rundt.
Politikerne vender det blinde øje til og bringer ministeren på glatis
Er der tale om en fagkamp, vil den kvikke læser nok tænke? Det kan meget vel være, og det er jo i virkeligheden ikke svært at forholde sig til. Det er jo dybest set ganske menneskeligt og til at forstå, at man ”hytter sine egne”.
Det, jeg til gengæld ikke kan forstå, er at politikerne vender det blinde øje til. Jeg er med på, at en politiker ikke kan være inde i alle detaljer i sundhedsvæsenet. Men denne viden er bibragt både regioner, ministerier og folketingsudvalg.
Og alligevel vil ingen røre ved det – beskeden er, at alle tager mine oplysninger med i det videre arbejde. Og så hører vi ikke mere. Det lader til at beslutningen om, hvem der skal ansættes, skubbes hele vejen ned i systemet, og ender hos en person der langt hen ad vejen gør som vanligt.
Ansætter en sygeplejerske. Uagtet at man højere oppe i systemet beslutter, hvordan der uddannes.
Og næste gang ministeren udtaler sig, så er der fortsat intet nyt under solen – de samme gamle argumentations-elementer bliver mere og mere skingre og bringer ministeren på glatis.
En lille profession kan ikke få adgang til ministeren
Som lille fagprofession, er det meget svært at få adgang til et personligt møde med ministeren og det er ikke fordi, jeg ikke har spurgt. Derfor har jeg jo måttet nøjes med at skrive.
En henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg gav også 100 % succes – ikke en eneste vendte tilbage på min henvendelse.
Radiografer kan hjælpe regeringen med at indfri omkring 10 % af deres valgløfte, hvis de altså ville anerkende at vi er en del af sundhedsvæsenet og dermed løsningen.
Og lad mig så slå fast, at vi har arbejdsløse radiografer.
Undgå samfundsspild og brug også de andre fagligheder til at løse udfordringen
Slutteligt vil jeg lige gøre det fuldstændig klart, at jeg på ingen måde går i rette med sygeplejerskernes faglighed, for det er der overhovedet ingen grund til. Den er i top.
Min højeste ambition er, at nogen vil tage dette samfundsspild seriøst, og erkende, at det i høj grad giver mening at konsultere de små fagligheder også – vi sidder faktisk med de detalje-løsninger, der kan være svære at få øje på for udenforstående.
Hvorfor vil en regering alene tilføre penge og ikke udnytte det potentiale, der allerede er i systemet? Hvor forsvinder hensynet til samfundsøkonomien hen? Hvorfor er ambitionsniveauet ikke højere?