Aktuelt - Forside highlight

Vi skal være ydmyge og seriøse over for sexisme-afsløringer

I dag har Politiken bragt et debatindlæg med 284 underskrivere, der sætter fokus på, at sexisme også er et problem i fagbevægelsen.

Og at sexisme-afsløringerne også nåede til fagbevægelsen, er ingen overraskelse. 

 

Ikke fordi jeg har kendskab til nogle hændelser eller eksempler i Radiograf Rådet, eller selv har været udsat for noget i arbejdsmæssig sammenhæng, men fordi det naturligvis ikke begrænser sig til enkelte områder.  At sexisme også kan findes i fagbevægelsen, er uundgåeligt – for sexisme viser sig at være en generel kulturel udfordring. 

 

Det er vigtigt, at vi skiller seksuelle overgreb og krænkelser fra forskelsbehandling på baggrund af køn.
Tag ikke fejl, ingen af delene er acceptable – hverken i andres eller egne rækker. 

 

Vi skal behandle alle beretninger om seksuelle overgreb eller krænkelser alvorligt.
Vi skal være ydmyge og seriøse over for de historier som berettes fra kvinder og mænd, der oplever forskelsbehandling, på baggrund af deres køn.


De handlinger og indgreb, der skal rette op den uacceptable adfærd vil og skal være forskellige afhængig af kontekst.


Dagens mange omtaler handler om fagbevægelsen internt. 
Har du været udsat for noget grænseoverskridende i Radiograf Rådet eller andre steder, mens du har løst opgaver for os, så vil jeg bede dig enten kontakte mig eller næstformanden.

Hovedbestyrelsen vil snarest drøfte om, og i givet fald hvilke tiltag vi eventuelt kan sætte i gang for vores arbejdsområde som radiografer.

/Charlotte, Formand for Radiograf Rådet
 

 

Debatinlæget "Se alle 284 underskrivere her: Det er en bunden solidarisk opgave at bekæmpe sexisme i fagbevægelsen" er bragt i i Politiken online tirsdag den 27. OKT. 2020 KL. 20.03