Aktuelt - Forside highlight

Vil I nu også ses og anerkendes? - Ja, det vil vi!

Som radiograf må jeg konstatere, at det vist er på tide med en kontrastindsprøjtning hos dem der driver det danske sundhedsvæsen. Så vi, de få og de små, fremstår lidt skarpere i billedet af det fælles sygehusvæsen.

Debatindlæg af Charlotte Graungaard Falkvard, Formand, MMCR, Radiograf Rådet

LinkedIn: 12.04.2021


Når betydende mennesker taler om sygehuspersonale, nævnes læger og sygeplejersker. Det er forståeligt, for begge er store og vigtige grupper.

 

Men sundhedsvæsnet er en kompleks organisation, der kun kan fungere, når de mange faglige kompetencer det består af evner at samarbejde. Så selvom betydende mennesker ofte kun omtaler de største, så er sandheden, at de sjældent kan brilliere uden de mindste.

 

Ligesom viserne i et urværk, så opstår værdien kun, hvis de skjulte tandhjul arbejder og fungerer for helheden.

 

Den store værdi som sundhedsvæsnet skaber for samfundet, ved bl.a. at understøtte det private arbejdsmarked, er et produkt af et dygtigt og professionelt fagligt fællesskab. Alligevel er det de få, og store, der nyder anerkendelsen af det fælles arbejde.

 

Og selvom det er forståeligt at de største og kendteste er de synligste, så er det alligevel ærgerligt, når man repræsenterer en af de mindre tandhjul. Ikke mindst, når det er et tandhjul, der er omdrejningspunktet for meget af den aktivitet, der finder sted på landets sygehuse.

 

Nu kunne jeg skrive om en række af de mindre faggrupper, som alle mangler, savner og hungrer efter at blive set, omtalt og anerkendt for deres arbejde. Men jeg vil tage udgangspunkt i radiograferne, den profession som jeg repræsenterer.

 

Radiograferne spiller en afgørende rolle for sundhedsvæsnet. Ude på sygehusene er vi for de fleste patienters vedkommende en uundgåelig og uundværlig del af rejsen fra syg til rask.

Vi tager os af en bred gruppe patienter, ja faktisk alle typer patienter. Lige fra lille Tim, der faldt af cyklen, og slog albuen så hårdt, at den nu skal røntgenundersøges før lægen stiller diagnosen. Til bedstemor Ingrid, der lige kom til at kontrollere om trappen var glat efter nattens frost, og uheldigvis faldt på hoften og nu skal CT-skannes, før en forestående operation. Det er os, der foretager de akutte traumeskanninger med henblik på afdækning af forholdene ifm. indre blødninger. Det er os der planlægger strålingen i forbindelse med cancerbehandlingen. Og det er os, der foretager den undersøgelse som giver mulighed for at opdage den tumor, der således kan behandles, forhåbentlig før det er for sent.

 

Igennem alt vores arbejde balancerer vi mellem at bruge nok ioniserende stråling til at løse opgaven, samtidig med at vi beskytter patienten mest muligt mod netop den samme ioniserende stråling, der også medfører risikoen for at udvikle kræft. Faktisk, er vi den eneste faggruppe med denne vigtige kompetence, altså at beskytte patienter mod unødig stråling.

 

I alle disse situationer er det radiograferne, der sørger for at levere det bedst brugbare diagnostiske billedmateriale, som andre faggruppers opgaveløsning er helt afhængig af.

 

Alligevel bliver vi aldrig eller sjældent nævnt og vi er næppe unikke i dette – ingen nævnt ingen glemt, som man siger. Men nogle bliver jo nævnt, og aldrig glemt. Og måske kunne det også gå, hvis det kun var ved snakken vi blev glemt. Hvis bare vi så blev husket ved anerkendelsen af dem, der betjener sundhedsvæsnet – dem der for så vidt burde kende brugermanualen. Men sådan forholder det sig desværre ikke.

 

Det blev for alvor tydeligt, da der kom fokus på frontpersonalet på sygehusene, som skulle yde en stor indsats i forbindelse med Covid-håndteringen, og derefter igen tydeligt, da det drejede sig om koordinering af vacciner til frontpersonalet. Gang på gang måtte vi gøre opmærksom på os selv, for ellers blev vi glemt.

 

Senere satte vi vores lid til, at OK21 nok skulle råde bod på alt dette. Hvor arbejdsgiverne endelig ville få muligheden for at anerkende det afgørende stykke arbejde radiograferne har leveret, og stadig leverer på daglig basis.

 

Men selv her blev der gjort forskel fra arbejdsgivernes side, og endnu engang skulle vi gøre opmærksom på, at vi er lige så meget værd, som vores øvrige hårdtarbejdende kollegaer. Og selv da nok blev nok for vores medlemmer, og vi som den ene, af kun to organisationer, stemte nej til OK21-resultatet. Ja, så blev vi også glemt.

 

Som sagt er vi ikke unikke i vores savn af anerkendelse. Der er et væld af professioner, der hver dag sikrer, at alle kan levere den indsats, der sikrer den brede værdiskabelse i samfundet, for ikke at tale om vores alle sammes tryghed.

 

En stor del af radiografernes arbejde består i at se igennem menneskets organisme. At gennemlyse, gennemskue og klargøre til en diagnose.

 

Som radiograf må jeg konstatere, at det vist er på tide med en kontrastindsprøjtning hos dem der driver det danske sundhedsvæsen. Så vi, de få og de små, fremstår lidt skarpere i billedet af det fælles sygehusvæsen.

 

Diagnosen syntes for mig lige til. Værdien skabes af os alle i fællesskab. Det er arbejdsgivernes og politikernes ansvar at sikre, at anerkendelsen og belønningen gives til os alle.