På vej til CPD

Radiografens profession er konstant under hastig udvikling. Implementering af de nye undersøgelsesteknikker og udskiftning af det gamle diagnostiske udstyr med moderne IT-løsninger er blevet en del af radiografernes hverdag.

Af Omar Muharemovic, radiograf

 

Fokus på både kvalitet og kvantitet i det offentlige sundhedsvæsen er steget betydeligt i de senere år. 

 

Hvert år skal vi undersøge flere patienter på mindre tid, og samtidig skal vi levere en høj faglig kvalitet, hvor vi ikke går på kompromis med dosis, billedkvaliteten, og de bløde værdier, som vi leverer i forhold til bl.a. omsorg og pleje, information og kommunikation til vores patienter. For at opfylde disse stigende krav er kontinuerlig professionel udvikling, som internationalt accepteret kaldes for CPD (som er en forkortelse for den engelske betegnelse ”Continuous Professional Development”), af radiografer afgørende for at levere en god servicestandard til patienter. CPD ses som en måde at reagere på de professionelle udfordringer i sundhedsvæsenets miljøer.[1]

 

Risikoen, som er forbundet med bestråling af patienterne og magnetens vekselvirkning med vævet, forpligter os professionelt til løbende at forbedre eksponeringsteknikker og udnytte den maksimalle kapacitet af vores apparaturer. For at opfylde disse krav skal radiografer vedligeholde og opdatere deres viden og erfaring på et kontinuerligt grundlag således, at radiografien bliver en profession med kontinuerlig læring.[2] I en branche som konstant udvides og udvikles, gælder at ”faglig udvikling er afgørende for den bedste praksis”.[3]

 

For at garantere samfundssikkerheden, er registrering af sundhedsmedarbejdere i forbindelse med vedligeholdelse af kompetencer fast etableret som en professionel standard i Storbritannien[4].

 

Formål med CPD

Formålet med CPD er at udvikle den enkeltes færdigheder, og gennem denne udvikling forandre og forbedre vores praksis og tjenesteydelser.[1]

 

CPD er mindre kendt i Danmark, hvor betegnelsen livslang læring (LLL) anvendes til at beskrive og understrege betydningen af en sådan arbejdspladskultur, hvor de professionelle konstant udvikler deres færdigheder og viden. Marshal, et al., (2008), gennemførte en undersøgelse omkring CPD for radiografer i tolv europæiske lande, hvor Danmark ikke var inkluderet. Baseret på denne undersøgelse ser det ud til, at CPD er mere eller mindre etableret i de fleste lande i Den Europæiske Union (EU).[5] I Storbritannien har CPD konceptet en længere historie. Allerede i 1997 gennemførte Castle, et al., en undersøgelse med det formål at identificere aktiviteter i forbindelse med professionel udvikling af radiografer i Syd- og Veststorbritannien. Forfatteren konkluderede, at kun 5 % af de adspurgte var involveret i disse aktiviteter.[3]

 

Definition

I litteraturen finder man en række forskellige definitioner af CPD. Det, der er tilfælles for dem er, at de lægger op til en vis grad af individuelle ansvar for CPD, og at CPD er en løbende, kontinuerlig proces[6].

 

College of Radiographers i London definerer CPD som: ”Den systematiske vedligeholdelse, forbedring og udvidelse af viden, færdigheder og udvikling af personlige egenskaber, der er nødvendige for udførelsen af de faglige og tekniske opgaver igennem ens professionelle liv, hvor der konstant arbejdes på at forbedre serviceydelser” (The College of Radiographers, London, UK i Henwood og Taket 2008, p.207)[6] 

 

Definitionen appellerer til det individuelle ansvar, som den enkelte burde have i forhold til sin professionelle udvikling. På den anden side tydeliggøres det i ordet ”systematik”, at CPD bør struktureres på et højere organisatorisk niveau. Ligesom alle andre definitioner er det et ideal, hvor det i virkeligheden er meget forskelligt, i hvilken grad hver enkelt af os er parat til at dedikere sig selv til CPD. Nogle er tilfredse med de daglige rutiner, og at de ikke føler behov for forandring. Andre er meget entusiastiske og arbejder konstant med den faglige udvikling og udviklingen af sin profession. Selvom vi tilhører samme fag og har samme ansvar og opgaver i afdelingen, er vi på forskellige stadier i den professionelle udvikling.[7]

 

Professionel læring

De fleste mennesker ser på læringsprocessen, som noget der er forbundet med skolen eller universitetet. Men på ethvert tidspunkt i livet er evnen til at lære grundlæggende for vores fremtidige udvikling. Samfundet påligger sundhedspersonalet et ansvar til at holde faglige viden ajour, for at forblive kompetente nok til at praktisere. Dette er nødvendigt af sundhedsjuridiske grunde, men også for karriereudvikling og karriereretning. Ifølge Gibbs kan manglende vedligeholdelse af kompetencer bringe patienterne i fare.

 

Selvom det meste af vores voksne adfærd læres i de første par år af vores liv, er det nu anerkendt, at vi skal lære hele livet, for at klare udfordringerne i en verden fuld af forandringer. Et ideelt pædagogisk miljø for CPD er der, hvor den lærende ikke tvinges til læringsaktiviteter, men hvor arbejdspladsmiljøet løbende stimulerer én til det.[8]

 

Hvis vores arbejde er kedeligt eller for rutinepræget, hvis vi er stressede, eller vi føler, at vi bliver kontrolleret, vil det have en begrænsende indvirkning på vores læring. Omvendt, hvis vores arbejde er udfordrende, drevet af interesse og meningsfuldhed for os, lærer vi mere og langt bedre. Forskning har vist, at professionelle både lærer mere og arbejder bedre, når de nyder det de laver og ikke føler sig pressede.[9] I den sædvanlige dagligdagsforståelse betyder læring, at vi tilegner os ny viden, nye færdigheder og eventuelt nye positioner. Den moderne ”læring i arbejdslivet” er til gengæld en del af en kompetenceudvikling og lægger op til en bredere forståelse af konceptet. Kompetence består ikke kun af læringsindhold alene, men omfatter også, hvordan man kan bruge dette indhold i både kendte og nye sammenhænge. Læring i arbejdslivet er mere end en materiel eller faglig størrelse. Læring omfatter også noget følelsesmæssigt og kan drives af begær eller aversion.[10]

 

Ifølge Illeris, 2003, er voksenuddannelsen karakteriseret ved følgende:
• Voksne lærer, hvad de vil lære, og hvad der er meningsfuldt for dem selv at lære.
• Voksne udnytter alle ressourcer, de kan få i deres læring.
• Voksne tager ansvar for deres egen læring[10].

 

Vi må overveje og drøfte alle disse elementer af læring i arbejdslivet, når vi planlægger og debatterer strategier for CPD.

 

I Muharemovic, 2011, accepterer 89,6 % af de adspurgte radiografer i meget høj eller høj grad ideen om CPD. Kun 0,7 % deltagere afviste enhver tanke om CPD. Da deltagerne blev spurgt om de emner, der kunne motivere dem i deres CPD aktivitet, svarede 83,8 %, at de kunne blive motiveret med kurser eller uddannelser inden for billeddiagnostisk teknik og teori relateret til forskellige faglige specialer i radiografi[11] (Figur 1).

 

Figur 1. Subjects of in-service training. Ud over radiograffaglig teknik og teori 83,8 %, svarer 52,7 %, at de er interesseret i en generel røntgen teknik og teori. Bløde værdier som fx kommunikation, etik, patientpleje m.m. kunne motivere 37% og stråling hygiejne og beskyttelse 30,3% deltagere. 15,8 % af deltagerne nævnte emner inden for ledelse, forskning, kvalitet, patientsikkerhed, arbejdsmiljø og læringsværktøjer.[11]

 

Ansvar for CPD

I 2002 kom den danske regering ud med en Autorisationslov for radiografer (Lovnummer 252, 2002). Autorisationsloven pålægger radiograferne et stort lovmæssigt ansvar i forbindelse med strålebeskyttelse af patienter:

 

"En radiograf, som har begået en alvorlig eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed, straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder” (lov nr. 252, 2002).[12]

 

Autorisation blev modtaget med entusiasme, men radiografernes CPD er ikke blevet reguleret. Autorisation er ikke betinget af et bestemt antal timer af CPD-aktiviteten, som det er tilfældet i Storbritannien. Ligeledes er ansvaret for radiografernes CPD ikke blevet placeret.

 

Et af de centrale spørgsmål er, ansvarlighed for at radiografernes CPD kan lykkes. Vi kan debattere spørgsmålet i relation til det individuelle ansvar, en organisation og dens ansvar (hospitaler og afdelinger), professionelle interesseorganisationers (Radiograf Rådet) og myndighedernes ansvar. O’Sullivan (2004) påpegede i sin debat artikel om CPD, at et af de vigtigste principper i CPD er, at den enkelte er ansvarlig for planlægning og gennemførelse af sin egen CPD, for at sikre, at det er relevant for deres praksis og fremtidig karriereudvikling.[13] På den anden side kan arbejdsgivere bruge argumentet om det individuelle ansvar, for at afvise forpligtelser for CPD i form af støtte i tid og finansiering. Dette problem blev allerede indset i England tilbage i 1997, hvor resultaterne af et forskningsprojekt understregede, at kun 50 % af dem som var i gang med en CPDaktivitet fik betalt deres CPD-aktivitet fra arbejdsgivers side, og 75 % af disse CPD-aktiviteter fandt sted i medarbejdernes egen tid eller i en kombination af arbejde og egen tid. Denne undersøgelse understregede, at radiografernes CPDaktivitet er forbundet med en række praktiske problemer, fx motivation, tid, støtte og finansiering.[3]

 

I undersøgelsen, hvor 63 % af alle ansatte radiografer i Region Hovedstaden deltog tilbage i 2011 (Figur 2), stort flertal af deltagerne (83,8 %) deler den opfattelse, at ansvaret for radiografernes CPD ligger både hos arbejdsgivere og radiografer selv[11].

 

Henwood og Taket (2008) konkluderede, at CPD processen er en kompleks og dynamisk proces, som er centreret omkring den enkelte medarbejder og det miljø de arbejder i, og at der er en lang række faktorer, der kan påvirke processen både positivt og negativt. Undersøgelsen identificerede tre centrale kategorier, som har indflydelse på radiografernes CPD: Individualitet, støtte og eksterne påvirkninger. Forfatterne påpeger, at CPD-processen skal opfylde de individuelle behov. Uden den enkeltes lyst til at anvende det, han/hun har lært, vil læring aldrig være virkelig effektiv, og vil ikke bidrage til serviceforbedring. Hvis den enkelte medarbejders faglige interesse ikke indgår i afdelings- og hospitalsudviklingsplaner minimeres effekten af den enkeltes deltagelse i CPD.[6]

 

Figur 2. Responsibility. Stort flertal på 83,8 % af deltagerne delte opfattelsen af, at ansvaret
for radiografers CPD ligger hos både arbejdsgivere og radiograferne selv. 44,6 %
svarede at Radiograf Rådet (FRD), 41,4 % at Sundhedsstyrelsen og 37,4 % at Radiografskolen
også bør bidrage til radiografers CPD og dele ansvaret.[11]

 

Lærende organisation

Ved siden af det individuelle ansvar, som vi har fra vores egen læring, er organisationen også ansvarlig for at etablere en læringskultur, hvor al læring bliver systematisk organiseret.[13] For en succesfuld CPD, bør organisation stille tilstrækkelig tid, plads og ressourcer til rådighed for den enkelte medarbejder, for at støtte og fremme læring. Læring på arbejdspladsen er ikke gratis, og det er noget, der skal indgå i diskussionen. Ledere og tillidsrepræsentanter burde sammen med medarbejderne drøfte tilgængelige ressourcer (tid, plads og omkostninger), for at finde bæredygtige løsninger, fordi en vellykket læring afhænger af betingelser og ressourcegrundlaget på arbejdspladsen.[9] Opbygning af en lærende organisation er i realiteten et forsøg på at håndtere kulturen i denne organisation.[14]

 

Støtte

Støtte til CPD fra ens organisation er blevet identificeret som en vigtig faktor som kan fremme eller hæmme CPD-deltagelse. Manglende bevilling til deltagelse og utilstrækkelig finansiering var de hyppigst nævnte årsager som forhindrer medarbejderne i at deltage i CPD.[6] Ifølge Illeris (2004), er støtte først og fremmest en opgave for ledere på arbejdspladsen. De skal ikke alene bidrage til at iværksætte og skabe gode betingelser for læring på arbejdspladsen, men også synligt og helhjertet bakke den op ved relevante møder og andre særlige lejligheder af betydning for de forskellige læringsinitiativer.[9]

 

Figur 3. Management support. 59,6 % af de adspurgte radiografer var ikke tilfredse med,
hvordan deres ledelse motiverede dem til at iværksætte CPD-aktiviteter, dog var 61,60
% af den holdning, at økonomisk støtte ikke er et problem. Radiografer var delt i næsten
to lige grupper, hvad det angår ledelsens håndtering af tid til CPD (49,8 %). 53,2 % var
utilfredse med støtte og opmuntring fra afdelingens ledelse til deres CPD aktiviteter.[11]

 

Obligatorisk CPD

I blandt andet Storbritannien er der etableret en obligatorisk CPD-politik.[4] Nogle af deltagerne i Henwood og Taket (2008) påpegede, at hvis CPD var obligatorisk, så blev radiograferne nødt til at investere i den.[6] Henwood, et al., (2004 og 2010) undersøgte holdningerne blandt radiografer i forbindelse med implementering af den obligatoriske CPD i England og New Zealand. Resultaterne viste, at 57,7 % af de britiske og 42,3 % af de New Zealandske radiografdeltagere mente, at CPD burde være obligatorisk.[15] Implementering af sådan en model i Danmark vil kunne resultere i et øget niveau af CPD-aktiviteter for radiografer. Samtidig er det tvivlsomt, om denne model vil blive helhjertet accepteret af de danske radiografer, på grund af den ikke-autoritære karakter i dansk kultur. I Muharemovic, 2011, var de adspurgte imod den obligatoriske tilgang til CPD.[11] Folk mister motivation og lyst til noget, de er tvunget til at gøre, og når de er under kontrol. Man kan være bange for, at en ikke velovervejet og velplanlagt kampagne for en eventuel implementering af den obligatoriske CPD ville skabe modstand hos radiografer. En implementering af den obligatoriske CPD i Danmark skal planlægges omhyggeligt, og faktorerne som kan demotivere radiografer bør overvejes. Ting som fx finansielle konsekvenser, adgang til efteruddannelser, manglende bemanding på arbejdspladsen, tid og tidspunkt, ledelsesholdninger og -støtte, løn, familie osv. er de områder, som bekymrer radiografer i forbindelse med den obligatoriske CPD.

 

Afsluttende ord

Denne artikel er et forsøg på at præsentere et vigtigt emne, som vi i radiografkredse kommer til at diskutere i fremtiden. Hvordan vi implementerer CPD i Danmark, afhænger ikke alene af os radiografer. Vi må alle sammen tage en del i denne debat, fordi CPD er noget, som fremover får indflydelse på vores professionelle liv. Jeg vil gerne takke ledelsen og alle min radiografkollegaer på Amager og Hvidovre Hospital for at gøre det muligt for mig at være aktiv i min egen professionelle udvikling.

 

Alle, som er interesseret i min masteropgave fra 2011 om CPD, kan finde den på www.radiograf.dk/fag-forskning/masteropgaver/continuous-professional-development-cpd-of-radiographersin-the-capitol-region-of-denmark/

 

Referencer

[1] O’Sullivan J, 2004, Continuing Professional Development— is it beneficial?, [e-journal] Physiotherapy 90, p.174–175, Available through: Elsevier SciVerse ScienceDirect Database, [Accessed 22 December 2010].

 

[2] Ryan J, 2003, Continuous professional development along the continuum of lifelong learning, [e-journal], Nurse Education Today 23, p.498–508, Available through: Elsevier Nurse Education Today Database, [Accessed 24 August 2010].

 

[3] Castle A, Adrian-Harris D, Holloway DG and Race AJ, 1997, Continuing Professional Development for Radiographers, [e-journal], Radiography 3, p253-263, Available through: Elsevier SciVerse ScienceDirect Database, [Accessed 23 August 2010].

 

[4] Munro KM, 2008, Continuing professional development and the charity paradigm: Interrelated individual, collective and organisational issues about continuing professional development, [e-journal], Nurse Education Today 28, p.953–961, Available through: Elsevier SciVerse ScienceDirect Database, [Accessed 23 December 2010].

 

[5] Marshall G, Punys V and Sykes A, 2008, The continuous professional development (CPD) requirements of radiographers in Europe: An initial survey, Radiography 14, p332-342. [online] Available at: <http://www.henre.co.uk/h2_downloads/cpd%20article.pdf> [Accessed 19 December 2010].

 

[6] Henwood SM and Taket A, 2008, A process model in continuing professional development: Exploring diagnostic radiographers’ views, [e-journal], Radiography 14 p.206- 215, Available through: International Journal of Diagnostic Imaging and Radiation Therapy Database, [Accessed 22 December 2010].

 

[7] Killen K, 2007, Professional udvikling og faglig vejledning, Hans Reitzels Forlag, København.

 

[8] Gibbs V, 2000, Learning how to learn: a selective review of the literature, [e-journal], Radiography6, p.231–235, Available through: Elsevier ScienceDirect Database, [Accessed 24 August 2010 ].

 

[9] Illeris K, 2004, Learning in working life, Roskilde University Press, Denmark

 

[10] Illeris K, 2003, Voksen uddannelse og voksen læring, Roskilde University Press, Denmark.

 

[11] Muharemovic, 2011, Continuous Professional Development of Radiograpehers in The Capitol Region of Denmark. Availabel at: https://www.radiograf.dk/fag-forskning/masteropgaver/continuous-professional-development-cpdof-radiographers-in-the-capitol-region-of-denmark/ , [Accessed 13 Januar 2016]

 

[12] Law no. 252 from 08/05/2002, Authorization law [online] Available at: <http://www.drs.dk/lovgivning/radiografer.htm> [Accessed 18 January 2011].

 

[13] Foster-Turner J, 2006, Coaching and mentoring in health and social care, Radclife Publishing, Oxford.

 

[14] Davies HTO and Nutley SM, 2000, Developing learning organisations in the new NHS, British Medical Journal, BMJ;320:998–1001. [online] Available at: http://www.healthworkforce4europe.eu/downloads/3._davies_et_al_developing_learning_in_the_nhs_117917_ pdf_998.pdf [Accessed 02 September 2009].

 

[15] Henwood SM, Yielder J and Flinton D, 2004, Radiographers attitudes to mandatory CPD: a comparative study in the United Kingdom and New Zealand, [e-journal], Radiography 10, p.251-258, Available through: International Journal of Diagnostic Imaging and Radiation Therapy Database [Accessed 22 February 2011].
Henwood SM, Yielder J and Flinton D, 2010, Exploring radiographers’ attitudes to mandatory CPD in the United Kingdom and New Zealand, Radiography 57 p.25-32. [online] Available at: <http://www.minniscomms.com.au/articles/radiographer%20april%202010%20Henwood%20.pdf> [Accessed 10 January 2011].

Udgivelse: Radiografen 01, februar 2016, årgang 44