Radiograf Rådet igennem 50 år: Kassetten 1. årgang

Af Palle Mull Jørgensen
Kassetten, 1. årgang, nr 4, 1972

Der er en afløser for røntgenreglementet på trapperne i form af et cirkulære, der skal hedde ”Cirkulære for røntgendiagnostikanlæg til medicinsk brug”. Cirkulæreforslaget er udarbejdet af Statens Institut For Strålehygiejne, og var den 27. oktober 1972 til drøftelse blandt de implicerede parter på et møde på instituttet.

Cirkulæreforslaget indeholder ingen bestemmelser om kvartalsvise blodundersøgelser, kortere arbejdstid og særlig ferieordning i modsætning til det gamle røntgenreglement.

Instituttet har udeladt disse bestemmelser under henvisning til, at der ikke findes nogen strålehygiejnisk indikation for denne særlige form for kontrol og beskyttelse under forudsætning af, at de i ICRP givne retningslinjer for strålebeskyttelse af personalet overholdes.

Disse retningslinjer givet af ICRP, er os desværre ikke bekendt, men de må formodes at være i overensstemmelse med de retningslinjer, der beskrives i cirkulæret, og der er en stor ulempe ved disse regler - de kan ikke overholdes i praksis, hvis vi skal udføre de nødvendige undersøgelser på en sådan måde, at billederne rent teknisk skal kunne anvendes til en sikker diagnostik. Hvor ofte er det f.eks. ikke nødvendigt, at vi opholder os i undersøgelsesrummet under såvel som eksponering, for at få brugbare billeder, eller i det hele taget for at få billeder (f.eks. ved us. på dårlige patienter, børn, us. på sengeafdelinger m.v.).

Cirkulæreforslaget er på mange punkter formuleret på en sådan måde, at undersøgelse med rtg. er umulig at udføre under iagttagelse af de foreskrevne beskyttelsesforanstaltninger for såvel personale som patient.

Instituttet blev under mødet gjort bekendt med dette, men man ville nødigt ændre formuleringen, for ikke at svække denne. Vi må nu spørge, hvad er et cirkulære værd, når alle ved, det ikke kan overholdes?

Vil det ikke blot medføre, at reglerne ikke vil blive overholdt, også på de punkter, hvor det faktisk er muligt om end besværligt? Jeg frygter, at man i det daglige arbejde simpelthen vil miste respekten for reglerne i almindelighed, tilsidesætte dem i unødvendigt omfang og derved forøge risikoen for skadevirkninger.

Hvordan kommer instituttet så til det resultat, at der ikke længere er strålehygiejnisk indikation for disse særlige bestemmelser?

For det første forudsætter man det umulige – at reglerne for strålebeskyttelse under arbejdet skal overholdes.

Dernæst laver man en statistisk beregning over den stråledosis, vi modtager på følgende vis: man fordeler den stråle dosis, vi modtager på hele befolkningen, eller på hele den fertile del af befolkningen, og kommer derved til det resultat, at man rent statistisk ikke kan registrere de skadelige virkninger såvel direkte skadevirkninger, som genetiske skadevirkninger, i befolkningen som helhed.

Dette er en slutning, som kun kolde statistiske hjerner kan bruge som argumentation – hvad med den stråleudsatte? Ham tager man ikke hensyn til, til trods for, at man gang på gang fastslår, at vi ikke kan fastsætte nogen nedre grænse for skadelig stråledosis – man ser dog stadig i ekstreme tilfælde eksempler på stråleskader blandt personalet, men ser vi de genetiske skader – nej, for det er umuligt at konstatere dem i de lettere tilfælde.

Har disse genetiske skader da slet ingen betydninger? Vi ved dog, at der er en forøget risiko for at frembringe dem – nej, de har åbenbart ikke betydninger for statistikeren og for befolkningen som helhed, men de kan have væsentlig betydning for de, de direkte berører.

Får vore efterkommere i næste generation eller næste igen men af disse skjulte skader? Ingen kan besvare dette spørgsmål benægtende med god samvittighed, end ikke de dygtigste eksperter.

Tør instituttets medarbejdere tage det fulde ansvar for disse mulige skader? Kan de? - Kan de vurdere betydningen af den længere ferie i forhold til mængden og størrelsen af skaderne i almindelighed og de genetiske, latente skader i særdeleshed?
NEJ!

Tiden går mod større og større sikkerhedskrav på alle områder i samfundet, og vi bestræber os dagligt på at nedsætte risikoen for såvel os selv som for patienterne – Er det i denne sammenhæng rimeligt at slække på kravene? Tør vi gøre det?

FRD vil ikke godkende, at man slækker på sikkerhedsforanstaltningerne i unødvendigt omfang, og vi vil gøre vort til, at det ikke sker.

PMJ.