Radiograf Rådet igennem 50 år: Kassetten 3. årgang

Vi roder i arkiverne i tiden op til foreningens 50-års fødselsdag og bringe artikler fra de første år. Dengang vi hed FRD. Vi dykker vi denne gang ned i 3. årgang af ”Kassetten” (1973- 74) hvor bladet begyndte at kunne genkendes fra årgang til årgang.

Af Claus Brix, fagchef

Med en enkelt patient på dagsprogrammet og med en ”god” sygehjælper på stuen, så kunne man næppe føle sig udbrændt efter en Lymfografi. De første par timer gik med klargøring og ventetid på, at det blå farvestof gjorde de spinkle lymfekar synlige. De næste med at lægen kunne finde dem og den olieholdige kontrast fandt vej gennem patienten og så kunne man lige nå at tage billederne inden man kunne hjem. Man kunne kede sig lidt på stuen hvis patienten ikke lige gad snakke, men så havde man jo sygehjælperen…

Lymfografi

Af reservelæge Fledelius

Lymfografi er røntgenundersøgelse af større eller mindre dele af lymfesystemet ved hjælp af kontrast.

De første lymfografier blev udført af englænderen Kinmonth med vandopløseligt kontraststof, men først ved indførelse af olieformet kontrast- Lipiodol ultra fluide (R)- i 1961 fik man den eksakte fremstilling af lymfekar og glandler, som er en forudsætning for vor nuværende anvendelse af undersøgelsen. Indikationer for lymfografi er meget omfattende, idet man ved undersøgelsen får oplysninger om lymfekarrenes forløb og udseende og om lymfeglandlernes lejring, størrelse og struktur.

Sædvanligvis foretages lymfografi på underekstremiteterne ved direkte punktur af et lymfekar, efter at dette er gjort synligt ved subcutan injection af et farvestof – Patent blue. Dette injiceres i 1. tåinterstits og passerer efter få minutters forløb over i lymfekarrene, der ses som blågrønne striber gennem huden. I KAS-Gentofte foretager de henvisende afdelinger en test for overfølsomhed for farvestoffet forud for undersøgelsen, idet der kendes enkelte allergiske reaktioner herpå.

Selve undersøgelsen udføres ved i lokalanæstesi at lægge en lille incision, igennem hvilken et blåfarvet lymfekar kan isoleres og punkteres. Kontraststoffer opsættes i en lodretstående glassprøjte med passende belastning. Injektionshastigheden kan direkte aflæses på sprøjten og må erfaringsmæssigt ikke overskride 1 ml/10 min. Hvis hastigheden øges, risikerer man, at en større del af kontrasten passerer uden om lymfeglandlerne og via ductus thoracicus, vena anonyma og vena superior når ud i lungeblodkarrene. Herved øges risikoen for bivirkninger, uden at man opnår en bedre kontrastfyldning af lymfeglandlerne. Lungekomplikationer sætter også en grænse for den absolutte kontrastmængde, som ikke bør overskrive 10 ml i hver underekstremitet.

Ved injektion på underekstremiteterne fremstilles hovedsageligt det anteromediale karbundt, desuden pelvine og retroperitoneale paraaortiske lymfekar, som bedst fotograferes umiddelbart før injektionernes afslutning.

Illustration1:

Normale lymfekar, som typisk indmunder i lymfeglandlernes sinus, medens de fraførende, lidt kraftigere kar forlader glandlerne i hilus.

Efter 24 timers forløb har kontrasten normalt forladt karrene og er for størstedelens vedkommende optaget i de regionære glandler, dvs. ingvinale, pelvine og paraaortiske glandler. Kontrasten er deponeret her meget længe – op til et årog kan umiddelbart røntgenkontrolleres. Lymfografi kan også udføres på hals og overekstremiteter, medens det endnu ikke er lykkedes at fremstille viscerale eller thoracale lymfeglandler. Røntgenoptagelser skal omfatte såvel karfasen som glandelfasen. For karfasen: A-P-projektioner af underekstremiteterne- begge på samme film.

Desuden A-P, lateral- og skråprojektioner af både pelvine og paraaortiske kar og glandler. Skråprojektioner tages vinkelret på hinanden, og er meget vigtige, da de ønskede strukturer herved projiceres fri af underliggende knogler.

Hovedområder for lymfografi omfatter påvisning af cancermetastaser og andre maligne forandringer i lymfeglandlerne, som lymfegranulomatosis maligna, også kaldet mb. Hodgkin, leukæmier, reticulosarcom og flere andre.

Illustration2:

Stor metastase visende sig ved kontrastdefekter i en forstørret paraaortisk glandel. Pt. Er en 46-årig mand med testiscarcinom. Metastasens lokalisation i højde med v.L.II og dens udseende er typisk, medens der er tvivlsomme metastaser i de nærliggende glandler. De distale glandler er normale.

Lymfekarrenes antal, kaliber og forløb ændres på mere eller mindre karakteristiske måde ved forskellige patologiske tilstande, et forhold, der dels benyttes i diagnostik af lymfeglandelsygdomme, dels i udredning af underekstremitetsødem.

Typisk lymfe-ødem med snoede lymfekar og kapillærfyldning.

Til slut kan næves at lymfografi ikke alene har rent diagnostisk værdi, men også er vejledende for terapeuterne. Eksempelvis kan næves radioterapi, hvor terapeuten direkte kan begrænse sine strålefelter efter glandelmetastasernes udbredning og efterhånden formindske felterne i takt med skrumpning af glandlerne, hvilket særlig har betydning ved bestråling i nærheden af nyrerne. Et andet eksempel er klassifikation af Mb. Hodgkin, som stadieinddeles efter sygdomsudbredning og behandles herefter på ensartet måde i hele landet, dels med stråleterapi, dels med medicamina.

Udgivelse: Radiografen 01, februar 2021, årgang 49