Radiografers udfordringer med indhentning af informeret samtykke til kontrast

Af Radiograf Louise Møller, adjunkt ved UCN og MHH studerende.

 

Artiklen har været bragt i Norsk Radiografforbunds medlemsblad ”Hold Pusten”

 

Indledning

Radiografer kan i Danmark stå med ansvaret for indhentning af informeret samtykke til kontrastanvendelse.
Formål med studiet: At belyse hvilke udfordringer radiografer står overfor, når et informeret samtykke til kontrast indhentes samt at se hvordan disse udfordringer håndteres.
Metode: Observationer af 5 radiografer der indhenter informeret samtykke til kontrastanvendelse i forbindelse med MR-skanning og et fokusgruppeinterview med 3 MR-radiografer om deres oplevelser og erfaringer med indhentning af informeret samtykke til MR-kontrast.
Resultater: Når radiografer står med ansvaret for at indhente patientens samtykke til kontrastanvendelse umiddelbart inden en skanning, tillader rammerne ikke, at der gives fyldestgørende information om kontrasten, hvorfor blot et samtykke indhentes. Radiograferne gør desuden ikke noget specielt ud af at give informationerne om MR-kontrasten på en sådan måde, at patienterne forstår, at der er et valg forbundet herved.
Konklusion: Studiet viser, at der mangler nedskrevne instrukser, der siger, hos hvem ansvaret for indhentning af informeret samtykke til kontrast ligger og hvilken form for samtykke der skal indhentes. I stedet for informeret samtykke til kontrastanvendelse ses formen ”informed compliance” anvendt. Studiet viser også, at der i forbindelse med indhentning af informeret samtykke til kontrast i radiografisk praksis er konflikt mellem det radiografer ifølge det juridiske skal gøre, hvad de ud fra rammerne kan gøre og hvad de i forhold til etiske spørgsmål bør gøre.

 

Tidligere var det i Danmark suverænt lægen der, ud fra sin medicinske bedømmelse af hvad der var i patientens bedste interesse, besluttede behandlingen. Nye principper anerkender patienten som individ med egne mål og planer for livet, med værdier og holdninger, som skal respekteres og patienten får med det informerede samtykke, der indføres i det danske sundhedssystem i midten af det 20. århundrede, ret til fyldestgørende information (1). I den danske Sundhedslovs §15 og §16 er det informerede samtykke beskrevet således:
”Ingen behandling må indledes eller fortsættes, uden patienterne er informeret om behandlingsmulighederne samt risikoen for komplikationer og bivirkninger og givet deres samtykke dertil.” (2)

 

Dette betyder, at patienter skal have alle informationer om den behandling eller undersøgelse, de tilbydes herunder også radiologoske undersøgelser (3).

 

Erfaringsmæssigt har nogle patienter, der kommer til undersøgelse på radiologisk afdeling, ikke kendskab til, hvilken undersøgelse de er henvist til. Selv om fx et MRmetalskema er udfyldt (bilag 1), bliver det i samtalen med disse patienter tydeligt, at de heller ikke er klar over, om de i forbindelse med forestående undersøgelse skal have kontrast, ligesom de ikke er informeret om bivirkninger og risici ved kontrasten. Man kan således stille sig tvivlende overfor, om den henvisende læge har indhentet informeret samtykke til kontrast hos disse patienter. Ansvarlig radiograf for undersøgelsen har derfor til opgave at indhente dette samtykke til kontrastanvendelse. Et informeret samtykke kan i Danmark foreligge i flere former:
- ”Et mundtligt samtykke er tilstrækkeligt til sundhedspersonen kan indlede eller fortsætte en behandling. Det informerede samtykke skal noteres i journalen.”
- ”Et skriftligt samtykke vil sjældent være nødvendigt, undtagen når sundhedspersonen føler det nødvendigt at være sikker på, at der ikke efterfølgende kan rejses tvivl om det informerede samtykkes indhold. Patienten har dog ikke pligt til at give et skriftligt samtykke.”
- ”Et stiltiende/implicit samtykke foreligger, når patientens signaler og adfærd utvivlsomt må forstås således, at denne samtykker til det videre forløb. Det vil almindeligvis være tilfældet, når patienten oplyses om, at der skal tages blodprøver, foranstaltes undersøgelser m.v. i forbindelse med et almindeligt behandlingsforløb, og patienten ikke modsætter sig dette.” (4)

 

En systematisk søgning viser, at der ikke er meget forskning, der omfatter radiografers oplevelser og erfaringer med indhentning af informeret samtykke til kontrast. I forhold til sundhedsprofessionelles erfaringer er der forskning, der viser, at det informerede samtykke anvendes med forskellige formål; 1: minimere risikoen for klagesager og 2: respektere patienters autonomi (5). Et andet kvalitativt studie viser, at radiografer oplever og ser det som værende vigtigt at informere patienten om den kontrast, der skal anvendes. Dog viser samme studie, at radiografer er uenige om, hvilke og hvor mange informationer om kontrasten patienter skal have (6).

 

Formål og hensigt

Formålet med denne fagartikel er at få de udfordringer radiografer oplever, i forbindelse med indhentning af informeret samtykke til kontrast ved MR-undersøgelser, frem. Samt at se på hvordan radiograferne vælger at håndtere disse udfordringer. Dette vil blive gjort med udgangspunkt i et kvalitativt studie af praksis ved MR-skanninger i Danmark.Formålet med denne fagartikel er at få de udfordringer radiografer oplever, i forbindelse med indhentning af informeret samtykke til kontrast ved MR-undersøgelser, frem. Samt at se på hvordan radiograferne vælger at håndtere disse udfordringer. Dette vil blive gjort med udgangspunkt i et kvalitativt studie af praksis ved MR-skanninger i Danmark.

 

Metode

Studiets videnskabsteoretiske forankring er indenfor hermeneutisk/fænomenologisk videnskabstradition. For at danne et billede af hvordan det informerede samtykke til MR-kontrast bliver indhentet, blev 5 radiografer; 2 mænd og 3 kvinder observeret i praksissituationer. Radiograferne havde alle mere end 5 års erfaring med MR-skanning. Videre blev ti radiografer, også med mere end 5 års MR-erfaring, forespurgt via mail om at deltage i et fokusgruppeinterview, hvoraf tre radiografer gav positiv respons (1 kvinde og 2 mænd). Interviewet havde til hensigt at give indsigt i radiografers oplevelser, erfaringer og udfordringer både i forhold til at indhente informeret samtykke til kontrast og i forhold til valg forbundet med udfordringerne. En interviewguide til fokusgruppeinterviewet blev udviklet baseret på fund i observationsdataene.

 

Før studierne starter, undersøger jeg hos videnskabsetisk komité, om godkendelse derfra er nødvendig, hvilket ikke er tilfældet. Studiet er derfor baseret på frivilligt skriftligt samtykke om deltagelse fra radiograferne. Radiograferne blev alle informeret om muligheden for at trække sig fra studiet; at det kan ske når som helst og uden at dette skal begrundes. Patienterne gav mundtligt samtykke til at deltage i observationsstudierne. Hospitalet hvor studierne udføres er ikke navngivet og lydoptagelserne fra interviewet er opbevaret i aflåst skab og slettet ved studiets afslutning.

 

Analyse

Analysen er lavet ud fra den metode, som blandt andet Tanggaard og Brinkmaan kalder meningskondensering (7). Observationsdata blev systematiseret efter udfordringer for radiografen og valg radiografen træffer, som omhandler disse udfordringer. Resultaterne af analysen af observationsdata danner grundlag for de spørgsmål, der indgår i interviewguiden til fokusgruppeinterviewet. Interviewdata blev også analyseret gennem meningskondensering med hjælp fra Kvales fænomenologiske analysemetoder til kvalitative data med fokus på mening (8).

 

Resultat

Analysen af indsamlet data afslører flere udfordringer for radiografer i forbindelse med indhentning af informeret samtykke til kontrast. Empirien bliver inddelt i temaer ud fra tolkningen af denne og følgende temaer fremkommer: rammer og form, informationsniveau og kompetencevurdering og det er disse temaer diskussionen tager afsæt i.

 

Diskussion af rammer og form

Radiograferne er enige om, at ansvaret for indhentning af det informerede samtykke til kontrasten er uddelegeret til henvisende læge, selv om de ikke er bekendte med, at der foreligger et dokument, hvori dette står beskrevet. Dette på trods af at Sundhedsstyrelsen har beskrevet, at der skal foreligge instrukser om varetagelse af det informerede samtykke (3).

 

Årsagen til at radiograferne går ud fra, at ansvaret ligger hos henvisende læge, er begrundet i, at henvisende læge, inden en MR-skanning, i samarbejde med patienten skal udfylde metalskemaet indeholdende spørgsmålet: ønsker patienten kontrast i forbindelse med skanningen. En af radiograferne siger:
”Der er jo udfyldt et metalskema, hvor der står ok til at give kontrast, så må jeg jo formode, at henvisende læge har spurgt. Ja, selvfølgelig gør jeg det, han har jo skrevet under på det, så jeg kan jo ikke gøre andet.”

 

Radiograferne oplever dog ofte, at patienterne ikke er informerede om, at der er mulighed for, at de skal have kontrast i forbindelse med skanningen og derfor heller ikke er informerede om bivirkninger og risici. Før metalskemaerne blev elektroniske, skulle patienten og lægen begge skrive under på det udfyldte metalskema, men dette er faldet væk ved den elektroniske udgave. Radiograferne stiller nu spørgsmål tegn ved, hvor meget patienten inddrages i udfyldelsen af skemaet. En anden radiograf udtaler:
”Når vi ligger med det her elektroniske metalskema, hvor lægen bare kan krydse af og patienten ikke selv skriver under personligt længere, så har vi ingen dokumentation på, at patienten har sagt ja.”
Dette får dog ikke radiograferne til konsekvent selv at indhente det informerede samtykke til kontrastanvendelse. Det er kun hvis patienten stiller sig uforstående overfor kontrastanvendelsen, at radiograferne handler. Samme radiograf fortsætter:
”Jeg har det personligt sådan, jeg spekulerer ikke på det i dagligdagen, på nogen måde, kun hvis patienten for eksempelvis kigger på mig og siger: det har jeg ikke fået noget af vide om, det vidste jeg ikke noget om det der. Det er først der, jeg reagerer på det.”
I etiske retningslinjer for radiografer i Danmark, står der om relationen mellem radiografer og patienter, at radiografer respekterer, at alle mennesker er unikke; og at de prioriteres før alt andet. Patienten udleverer sig i mødet med radiograferne – og dette varetages ved at radiograferne tager ansvar for; at bevare patientens værdighed, at beskytte patientens integritet og sårbarhed, at tilgodese patientens ret og evne til selv- og medbestemmelse og at vejlede og informere patienten; tilpasset den enkeltes behov og aktuelle behov (9). Ud fra de etiske retningslinjer bør radiograferne undersøge, om patienterne har deltaget i udfyldelsen af metalskemaet, så de er informerede om bivirkninger og risici og har givet deres samtykke til kontrasten, så patienternes ret til fyldestgørende information om forestående undersøgelse og ret til selv- og medbestemmelse sikres. Når ansvaret for indhentning af det informerede samtykke til kontrast ender hos radiograferne, er det formen stiltiende/implicit samtykke, der anvendes. Men i og med den ledende overlæge ikke har beskrevet instrukser for det informerede samtykke til kontrast, når det skal indhentes af radiograferne umiddelbart inden en undersøgelse, hvilket er dennes ansvar der foreligger, ved radiograferne ikke, om et stiltiende/implicit samtykke er den form ledende overlæge kræver. Fælles for de observerede forløb er, at der inden selve MR-skanningen starter, ikke er afsat meget mere end 5 minutter til informationsudveksling mellem patient og radiograf, hvor blandt andet det informerede samtykke til kontrast skal indhentes. Kort tid til skanningsforløbene er årsagen til, at radiograferne vælger formen stiltiende/implicit samtykke, da denne form er mindst ressourcekrævende og derved passer bedst til rammerne. Rammerne tillader nemlig ikke uddybende informationer om kontrasten, mange spørgsmål og overvejelser fra patienten. Spørgsmålet er, om den form radiograferne anvender kan kaldes stiltiende/implicit samtykke, når kun udvalgte informationer gives. Radiograferne er bekendte med problemstillingen, som de har haft som tema på et personalemøde, hvor også en jurist tilknyttet hospitalet er tilstede. En af radiograferne refererer til dette møde:
”Vi fik af vide af hende juristen, at vi aldrig må skrive informeret samtykke i vores dokumentation, da vi ikke må bruge ordet informeret samtykke, om det vi indhenter. Vi skal i stedet skrive samtykke er givet underforstået det stiltiende samtykke.”

 

Dette rejser en anden og mere alvorlig problematik: er det tilstrækkeligt at indhente et samtykke og ikke et informeret samtykke til kontrastanvendelse, som den danske Sundhedslov foreskriver (2).

 

Diskussion af informationsniveau

Når radiograferne bliver bevidste om, at henvisende læge ikke har indhentet patientens samtykke til kontrast, informerer radiograferne patienterne om denne. Radiograferne forklarer i den forbindelse patienten lidt om hvordan kontrasten virker og hvilke forskelle der er på undersøgelsen uden og med kontrast.

 

Den information, der bliver givet omkring kontrasten, bliver i de fleste tilfælde ikke tilpasset den enkelte patients informationsbehov. En af radiograferne siger:
”Når nu vi snakker information til patienterne, så tager jeg som regel og kører den sammen rille af informationer af omkring kontrast.”

 

Det er kun, hvis patienten udtrykker behov for yderligere informationer, at dette gives. Radiograferne tilpasser så informationsniveauet ud fra følgende kriterier; alder, modenhed, kropssprog, ansigtsudtryk, nervøsitet og sindstilstand. Radiograferne har erfaret, at patienterne ikke skal have for mange informationer om bivirkninger og risici ved kontrasten som en del af standardinformationerne ved indhentning af det informerede samtykke til denne, selv om det står i retningslinjerne herfor.

 

Samme radiograf fortsætter:
”Jeg synes godt, at man kan give så mange informationer, at patienterne siger; det lyder alt for farligt, det har jeg ikke lyst til.”
Kontrasten bliver, af radiograferne i standardinformationerne, mere beskrevet som en del af rutinen ved MR-skanningen og radiograferne gør ikke noget specielt ud af at få informationerne formuleret, så patienten forstår, at der er et valg forbundet hermed. Svennesen arbejder med et begreb, hun kalder ”informed compliance”, et begreb der synliggør betydningen af den kulturelle kontekst, hvori valg foretages.

 

”Når en undersøgelse eller medicin bliver præsenteret som en del af et rutineforløb, sammen med patientens generelle anerkendelse og påskønnelse af ekspertviden, har dette en betydning for, om patienten opfatter undersøgelsen eller medicinen som et tilbud vedkommende kan takke nej til.” (10)
Patienten ser tilbuddet om undersøgelse eller medicin som en rutinepræget og ikke-problematiseret handling, der ikke kan vælges fra og oplever derfor ikke, at vedkommende skal tage en beslutning, hvorfor praksis igen strider mod de etiske retningslinjer. Kun hvis patienten er tvivlende omkring modtagelse af kontrasten, gør radiograferne opmærksom på, at det er patientens eget valg, om de vil have kontrasten, ligesom det er patientens valg om selve skanningens gennemførelse. En radiograf udtaler:
”Men jeg regner med, at når de vælger at gå ind og lægge sig på briksen og jeg har informeret dem om, at de skal have kontrast og så lægger armen ud til mig, at de så har valgt at acceptere, at de skal have det her kontrast.”

 

Patientens signaler og adfærd forstås derved af radiograferne således, at denne samtykker til det videre forløb, altså at et stiltiende/implicit samtykke er givet (4).

 

Radiograferne er enige om, at en af de sværeste situationer, i forhold til indhentning af informeret samtykke til kontrast og valg af informationsniveau om kontrasten, er ved de undersøgelser, der som udgangspunkt ikke skal udføres med kontrast, men hvor behovet for kontrast opstår under selve skanningen, hvis der fx ses en tumor. Kontrasten indgår derfor ikke i den indledende information, radiografen giver patienten om skanningsforløbet. Om dette siger en radiograf:
”Så skal jeg gå ind til patienten, der ligger inde på lejet og forklarer vedkommende, at undersøgelsen gerne skal gennemføres med kontrast, hvorfor dette er nødvendigt og indhente samtykke til dette.”
Her oplever radiograferne, at det er svært at forklare patienten, hvorfor kontrasten er nødvendig uden at overskride egne kompetencer i forhold til at udtale sig om fund på billederne. Radiograferne oplever også, at de har svært ved at vurdere, hvor meget patienten skal inkluderes i beslutningen om, hvorvidt undersøgelsen skal gennemføres med kontrast. Hvis radiologerne har visiteret skanningen til (både før eller under skanningen), at den skal udføres med kontrast, går radiograferne ud fra, at det er fordi, radiologerne vurderer, at det er absolut nødvendigt med kontrast. Samme radiograf fortsætter:
”Vi går jo også langt, synes jeg i hvert fald personligt, at jeg gør. For hvis der står, at skanningen skal laves med kontrast og så patienten er sådan lidt tøvende, så går jeg også langt for at overtale patienten til at få kontrasten.”

 

Radiograferne læner sig op ad radiologernes vurdering af kontrastanvendelse og ud fra det skønner de, at kontrasten må være for patientens bedste. Her kan der opstå konflikt mellem det, radiografen ud fra juridiske dokumenter skal gøre, hvad de ifølge kompetence må gøre og hvad de i forhold til patientens bedste bør gøre, altså der opstår et dilemma der, hvor radiograferne har patienternes interesse som deres overordnede prioritet, som de jo ifølge de etiske retningslinjer skal have (9).

 

Diskussion af kompetencevurdering

For at der kan være tale om et gyldigt samtykke, skal radiograferne vurdere, om patienten er kompetent til at overskue konsekvenser af kontrastanvendelse på baggrund af given information (11).

 

Der er flere elementer, der kan påvirke en patients kompetenceniveau: sygdomstilstand, alder, dehydrering, forvirring eller at patienten er konfus (12). Ifølge radiograferne indgår følgende elementer også i vurderingen af patientens kompetence: kan patienten svare for sig, kan patienten eget CPR nummer og er patienten overhovedet i stand til at sige noget som helst; herunder et ja. Radiograferne har den korte indledende dialog på ca. 5 minutter, hvor informationer forud for og vedrørende forestående undersøgelse udveksles, patientens henvisning og evt. tidligere undersøgelser som baggrund for at vurdere patientens kompetenceniveau i situationen. Når radiograferne skal vurdere patientens kompetence til at foretage et valg om kontrastenanvendelse, så handler det ifølge radiograferne til en vis grad om radiografens erfaring. Om dette udtaler en radiograf:
”Jeg tror, det er et spørgsmål om, at jo flere patienter du har haft af de forskellige typer, jo lettere har du ligesom ved at læse deres kropssprog.”

 

Radiografen fortsætter:
”Så nogen vil jo kunne lure patienten ret hurtigt og komme med de virkelige guldkorn af informationer omkring undersøgelsen og alt sådan noget, i løbet af meget kort tid og hvor patienten så forstår det.”

 

Ifølge Beauchamp er der i forbindelse med informeret samtykke til kontrast tale om et kompetent informeret samtykke, der adskiller sig fra et informeret samtykke, da det kræves, at patienten kan foretage en bestemt form for vurdering (12). Det er ikke alle patienter radiograferne møder, der er kompetente til at fortage et valg om kontrastanvendelse. Radiograferne oplever, at det er svært at vurdere, hvor meget inkompetente patienter skal inkluderes i spørgsmålet om kontrastanvendelse. Om dette siger en radiograf:
”Men nogle gange så tager vi den der overstyring; det kan du slet ikke selv vurdere, så det bestemmer jeg.”

 

Når radiograferne står overfor en inkompetent patient, går de ind og vurderer, om patienten vil være bedst hjulpet med kontrasten eller den kan undværes. Her læner radiograferne sig op ad henvisningen og den visitering og vurdering, den visiterende radiolog allerede har lavet og bestemmer ud fra dette, om patienten skal have kontrasten uden at inddrage patienten selv i denne beslutning.

 

Konklusion

Denne fagartikel synliggør flere udfordringer, som radiografer i forbindelse med indhentning af informeret samtykke til kontrast står overfor. For det første mangler der instrukser, der siger, hvem ansvaret for indhentning af informeret samtykke til kontrast ligger hos og hvilken form for samtykke der skal indhentes. Derudover mangler radiograferne retningslinjer, de kan følge, når patienten tydeligt ikke er informeret og ansvaret for samtykket derfor ligger hos radio-grafen. Retningslinjer der kan støtte radiograferne i forhold til at håndtere udfordringer, de møder, fx linjer der siger, hvor meget patienten skal inkluderes i beslutningen om kontrastanvendelse, hvilke informationer om kontrasten der som minimum skal gives og hvor meget de må udtale sig om billedmaterialet/fund, når de skal indhente samtykke til kontrastanvendelse under en igangværende undersøgelse.

 

Ud fra materialet belyst i denne fagartikel er der i informationssituationen i forbindelse med kontrastanvendelse oftest tale om ”informed compliance” i stedet for informeret samtykke, altså at informationerne om kontrasten i nuværende praksis gives, så patienterne ikke oplever, at de kan eller skal træffe et valg herom. Det er i hvert fald ikke et informeret samtykke, der indhentes, men i stedet er der tale om et samtykke, hvilket ikke følger gældende lovgivning. En stor udfordring for radiograferne er, at der i radiografisk praksis i forbindelse med indhentning af informeret samtykke til kontrast er konflikt mellem det, radiografer ifølge det juridiske skal gøre, hvad de ud fra rammerne kan gøre og hvad de i forhold til etiske spørgsmål bør gøre. Der ligger et arbejde for radiograferne i, at de sammen skal få synliggjort problemstillingerne overfor de ledende overlæger, der i sidste ende har ansvaret for det informerede samtykke, så de i fællesskab kan udarbejde holdbare løsningsforslag og få nedskrevet brugbare instrukser, som Sundhedsloven også kræver.

 

Tak til

Jeg vil gerne takke de patienter, der tillod mig at følge deres MR-skanning og de radiografer hvis arbejde jeg fulgte for at indhente observationsdata og tak til de radiografer, der stillede op til interview.

 

Derudover vil jeg gerne takke Linda Hafskjold og Eivind Richter Andersen fra RadForum for vejledning i artikelskrivningsprocessen.

 

Referencer

  1. Det Etiske Råd. Informeret samtykke og retten til viden og ikke-viden. Available at: http://www.etiskraad.dk/da-DK/Temauniverser/Etikoglivetgym/Genom-undersoegelser/Informeret-samtykke.aspx. Accessed 03/12, 2013.
     
  2. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 af Sundhedsloven § 213. 2014; Available at: www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx. Accessed 19. november, 2014.
     
  3. Sundhedsstyrelsen. Notat vedr. radiologi. Available at: http://www.drs.dk/lovgivning/Notat_vedr_radiologi[1].pdf. Accessed 14/12, 2011.
     
  4. Region Nordjylland. Informeret samtykke til behandling. 2016; Available at: https://pri.rn.dk/Sider/12119.aspx. Accessed 18. januar, 2014.
     
  5. Lantos J. Informed Consent: The Whole Truth for Patients? 1993. Cancer 1;72(9 Suppl). P. 2811-5.
     
  6. Egestad E. Radiografers kommunikasjon med pasienter som gjennomgår en CT-undersøkelse. 2010. Hold Pusten (5). ISSN 0332-9410. p. 21-28.
     
  7. Brinkmann, S. & Tanggaard, L. 2010, "Interviewet: samtalen som forskningsmetode" in Kvalitative metoder : en grundbog, eds. S. Brinkmann & L. Tanggaard, 1st edn, Nota, Kbh., pp. 29.
     
  8. Kvale, S. & Brinkmann, S. 2009, "Interviewanalyser med fokus på mening" in Interview : introduktion til et håndværk, 2nd edn, Hans Reitzel, Kbh., pp. 223.
     
  9. Foreningen af Radiografer i Danmark. Etik for radiografer i Danmark : etiske retningslinjer, der sætter mennesket i centrum. Frederiksberg C: Foreningen af Radiografer i Danmark; 2009.
     
  10. Schwennesen N, Svendsen MN, Koch L. Beyond informed choice: Prenatal risk assessmen, decision-making and trust. Etikk i praksis 2008.
     
  11. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Bekendtgørelse af sundhedsloven. Available at: www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx. Accessed 18/09, 2010.
     
  12. Beauchamp TL. Competence. Competency: Springer; 1991. p. 49-77.

Udgivelse: Radiografen 10, december 2016, årgang 44