Turen går til Palæstina

Vi kører op og ned ad bjerge. Omkring os ser vi huse med flade tage og med de hvide klassiske sten. Vi skal besøge nabobyen. Frem for os ser vi muren og dernæst tårner der sig vagtbygninger op...

Af Julie Aase Rasmussen

 

...Soldater i grønne uniformer og med maskingeværer kigger dig nøje i øjnene. Får du lov til at komme ind i byen? Byen du arbejder i. Som palæstinenser, så kan du aldrig være sikker.

 

Min underviser spurgte mig tilbage i september måned (2019): ”Skal du ikke en tur til Palæstina?”. Jeg vidste med det samme, at selvfølgelig skulle jeg det. En uge senere var turen betalt. Februar måned 2020 var jeg så afsted. Det var en tur, som jeg havde en masse forestillinger omkring, hvordan skulle blive. Men turen endte med at give mig meget mere, end jeg havde regnet med. Nye venner, udvidet kulturel indsigt og radiograffaget set med nye briller.

 

Jeg rejste i min valgfagsperiode på 7. semester. Valgfaget med navnet ”Sundhed i globalt perspektiv”. Inden studieturen fik vi undervisning i ulighed i sundhed samt i hvordan man forstår tværprofessionelt samarbejde. Dette var et relevant fokus, vi var nemlig 2 radiograf, 6 sygepleje- og 2 ergoterapeutstuderende afsted sammen. Valgfaget laves i samarbejde mellem UCL og Global Contract.

 

Vi blev inden afrejse forberedt på, at israelerne, ved ankomst til lufthavnen, kunne finde på at stoppe os for at holde os tilbage til interview. Interview omkring grunden til indrejse. Vi fik at vide, at de godt kunne være meget strenge mod os. Grundet konflikten mellem Israel og Palæstina, fik vi at vide, vi ikke måtte nævne ordret ”Palæstina” men, at vi skulle bruge ”the west bank” i stedet. Israel anerkender ikke Palæstina. Jeg var så nervøs, da vi landede i lufthavnen, fordi man skal have et visum for at må opholde sig i landet. Men turen igennem paskontrollen gik heldigvis som smurt og uden problemer. Jeg var nu meget spændt på de kommende 4 uger.

 

Vi boede i selveste Jesu fødeby, nemlig Betlehem. Her boede vi i forbindelse med den højskole, som havde ansvaret for os, så længe vi var dernede.

 

Opholdet i Palæstina var delt op i to dele. De første to uger bestod af undervisning om konflikten samt landets kultur og besøg på forskellige sygehuse (både private, statsejede og ”organisations”-ejede). Vi besøgte også andre sundhedsrelevante instanser som f.eks. ”Ministry of Health in Betlehem”.

 

Hvordan man skal beskrive det palæstinensiske sundhedssystem, er svært. Det er et indviklet system, for det handler ikke bare om penge, men det handler også om de familieære forhold, som det enkelte individ har. For den enkelte starter man med at høre under sin fars sundhedsforsikring. Det afhænger altså af hans økonomi om, man er forsikret offentligt eller privat. Sønnerne bliver de næste til at stå for familiens sundhedsforsikring. Når forældrene bliver over de 50-60 år, så forsikres de efter deres ældste søn. Når datteren bliver gift væk, hører hun under sin mands sundhedsforsikring.

 

Ud fra det perspektiv jeg fik i Palæstina, så er en af de faktorer, der skaber ulighed i sundhed, de forskellige sundhedsforsikringer. Vi har kun set et statsejet hospital og det var mere end rigeligt. Det var meget snuskede forhold. På hospitalet væltede det med patienter, som lå på urene og overfyldte stuer. Jeg vil prøve at beskrive det mildt; chancen for at du er mere syg, nå du forlader sygehuset, end da du kom, den er meget stor.

 

I vores fritid var vi rigtige turister. Vi besøgte blandt andet det døde hav og rygtet talte sandt, man flød godt i det saltede vand. Vi har besøgt naturreservater, forskellige byer i Palæstina som Ramallah, Hebron, Nablus, Jericho og Jerusalem. I Jerusalem så vi ”Dome of the Rock”. Den flotte blå moske, er det næsthelligste sted for muslimer. Vi har set kirken, som er bygget ovenpå der, hvor Jesus angiveligt blev korsfæstet, døde og begravet.

 

De sidste 2 uger af opholdet var jeg i praktik 4 forskellige steder.

 

En af mine praktikdage brugte jeg ved Red Cressent, som kører ambulance i Palæstina. Her oplevede jeg, hvad konflikten også betyder for de enkelte individer i Palæstina. Ved grænseposterne skal man hente patienter fra nabobyerne. Her bliver både patient og ambulancefolk tjekket af det israelske militær. En proces, der kan tage op til flere timer nogle gange. Ambulanceføren fortalte, at de nogle gange oplever at miste patienter på grund af dette.

 

Vi har alle været i observationspraktik på privathospitaler. Jeg var på et privathospital i Hebron ved navn ”Ali Ahli”. Her var jeg så naturligvis på røntgenafdelingen. På denne afdeling var der omtrent 20 ansatte, udover radiografer var der en rengøreringsmand og en sygeplejerske. For at komme om den tekniske del, så indeholdt afdelingen et CR rum til røntgen af thorax, et gennemlysningsrum som også bruges til almene røntgenundersøgelser, en GE og en Siemens CT-scanner samt en Siemens MR 1,5T scanner. At afdelingen har en MR-scanner er meget prestigefyldt. Det er nemlig ikke mange palæstinensiske sygehuse, som ejer dette, specielt ikke statsejede hospitaler. At jeg kun har skulle observere, var og er jeg rigtig glad for. Der er ikke noget, der ligner omsorg for patienterne. De patienter som har brug for hjælp må bare håbe på, at de har noget familie, som kan hjælpe dem.

 

Hygiejne, hvad er det? Sprit, hvad bruger man det til? Strålehygiejnen i CR såvel som DR er ikke eksisterende. Ja man skulle tro, at jo større blændefelt man kunne få des bedre. Det var tit, at man fik forældrenes fingre med på børnenes røntgenbilleder. Pårørende var tit inde i rummet under eksponering, men de pårørende fik aldrig blybeskyttelse på. Det var kun hospitalets personale, der fik det. Det var meget vildt at observere en sådan arbejdsgang. Jeg har mange gange stået med ondt i maven bag pulten og observeret noget, der syntes vanvittigt.

 

Personalet var ellers rigtig gode til at tage imod mig på afdelingen. De lavede blandt andet palæstinensisk morgenmad til mig. Hvilket bestod af fladbrød, falafler, pickles, hummus og 10 andre forskellige dips. De ville rigtig gerne forklare og fortælle, men deres manglende engelsk gjorde det rigtig svært at forstå. De kunne heller ikke forstå, at jeg ikke kunne snakke arabisk, jeg havde jo været der i 14 dage.

 

At man går rundt der på sygehus som hvid dansk pige med blondt hår, det går ikke ubemærket hen. Jeg blev hurtigt gjort til afdelings præmiegris og skulle hilse på, når der var ”vigtige” mennesker på besøg.

 

Jeg fik ikke lov til at komme i praktik på Ali Ahli i min sidste uge. Corona havde ramt Hebron og alt unødvendigt personale blev sendt hjem fra hospitalet. At corona havde nu meldt sin ankomst, kunne vi klart mærke i gaderne. Alle indfødte pegede på os og råbte ”corona”.

 

Corona fyldte meget for os den sidste uge. Vi skulle rejse hjem en fredag og om torsdagen måtte vi ikke forlade vores hostel, fordi Betlehem lukkede ned for alt det offentlige. Vores sikkerhedschef rådede os til at tage til Tel Aviv, der skulle vi flyve fra dagen efter, med det samme. Det gjorde vi, hvilket var til vores held for, om fredagen lukkede grænseportene til Betlehem ned, så ingen kunne komme ud eller ind.

 

Men hvad der havde været min frygt ved ankomst til Israel, blev til min virkelighed ved afgang. Jeg var til interview i lufthavnen i en halv time, hvor jeg skulle redegøre for mit ophold, uden at nævne Palæstina. Derefter blev jeg udtaget til drug test i yderlig en halvtime. Så da jeg 9 timer senere landede i Kastrup, har jeg sjældent været mere lettet over at være tilbage i Danmark.

Udgivelse: Radiografen 04, maj 2020, årgang 48