Vejen til min Ph.d.: Anne Dorte Blankholm

Jeg er uddannet radiograf dengang vi var elever og ikke bachelorstuderende. Dengang havde vi kassetter og film, men ikke noget med digitalisering. CT var en kendt teknik og klinisk MR var helt nyt.

Af Anne Dorte Blankholm

 

De første par år var jeg ansat på Neuroradiologisk afdeling på Aarhus Kommunehospital. Det var spændende, men jeg havde lyst til nyt fra starten. Ledervejen var ikke umiddelbar let, da radiografer ikke kunne komme ind på Sygeplejehøjskolen, der dengang havde den foretrukne lederuddannelse, og Aarhus var et uland i forhold til at ansætte radiografer i lederstillinger. Heldigvis blev jeg headhuntet til de første MR-skannere i Jylland, nærmere betegnet MR-Centret, Skejby Sygehus i 1989.

 

Det var en spændende tid med en helt ny disciplin indenfor faget, og ikke rigtig etablerede kurser eller meget relevant litteratur tilgængeligt. Det bragte mig først efter et par år på MR-kursus i USA. Her var masser af mulighed for udvikling, og det var spændende, men det blev for mig rutine, så jeg havde lyst til mere. Vi arrangerede i en del år MR-kurser, men det var i længden ikke supporteret af ledelsen, så det sluttede desværre. Jeg blev på et tidspunkt tilknyttet forskningsafdelingen et par dage om ugen. Det var spændende, men blev også rutinepræget. Jeg underviste og udviklede meget, men tænkte i længden: Hvorfor hjælper og producerer jeg bare data til andre forskere? Jeg mente, at jeg da godt kunne lave mine egne projekter, så derfor startede jeg i det små med mindre projekter, der havde sammenhæng med forskningsprojekter, som jeg allerede arbejdede og assisterede på. Det gav mig blod på tanden, da jeg med mit første abstract til SMRT vandt en Second Place Poster Award. Herefter fulgte adskillige abstracts og priser. Men først da jeg fik en leder, der bakkede mig op i, at jeg skulle videreuddannes, og det lykkedes at finde økonomien til at sende mig til Lancaster i England, hvor man kunne læse PgC, PgD og MSc, tog tingene fart. Jeg skulle dog lige have min radiografuddannelse godkendt på bachelorniveau, og det lykkedes. Med al den erfaring jeg havde med både MR, forskning og undervisning og en portfolio med en tilhørende opgave, fik jeg også merit for det første modul af PgC-studiet.

 

Processen

Det var både en udfordring at begynde at læse igen på engelsk, men det var primært super spændende, og jeg følte at jeg fik lov til at lære en masse, og at det udviklede mig kolossalt fagligt.

 

Undervejs i min uddannelse i England skiftede jeg job to gange: først for at være med til at starte CFIN Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab som projektradiograf, og siden som afdelingsradiograf på MR-Centret på Skejby Sygehus. Begge dele var spændende, men det gik op for mig, at når jeg gerne ville både lede og forske, så slog tiden ikke til og derfor søgte jeg stillingen som forskningsradiograf med titlen: Klinisk specialist på Røntgen og skanning, Aarhus Universitetshospital. For at bestride denne stilling var det et krav at have en M.Sc., og det var forventet at man gik videre med en Ph.d., som var mit store ønske for bedre at kunne bedrive min egen forskning. Denne stilling gav mig også mulighed for at kombinere mit job med et job som MR-applikationsspecialist for Philips, som jeg var meget glad for, da jeg holder af både at undervise, udvikle og have kontakt med kunderne.

 

Forløbet

Det tog sin tid at finde en kvalificeret person, der turde være hovedvejleder for en Ph.d.-studerende radiograf. Jeg måtte selv komme med ideen til mit projekt, skrive Ph.d.-protokollen og finde en vejleder. Det er nok her vi adskiller os mest fra vores kolleger med læge- eller fysikeruddannelse.

 

Den første protokol skrottede jeg igen, da projektet ikke indeholdt nok efter min mening, og da den læge, der skulle have været hovedvejleder, ikke rigtigt turde være det for en radiograf. Derfor skiftede jeg spor fra et hjerteprojekt til et metodeprojekt om non-kontrast MR angiografi på kandidater til nyretransplantation og levende nyredonorer.

 

Det lykkedes til sidst at finde en vejledergruppe med kompetencer fra forskellige professioner. Derefter skulle ikke kun min Ph.d.-protokol godkendes, men også min engelske M.Sc. Dette var en udfordring for Aarhus Universitet, som brugte et halvt år på det; men det endte heldigvis ud i en godkendelse både af min uddannelse og af min Ph.d.-protokol.

 

Med en fysiker som hovedvejleder samt en læge og en sygeplejerske som medvejledere lykkedes det at samle en rigtig god vejledergruppe.

 

Mit Ph.d.-forløb blev det, man kalder en deltids Ph.d., som kan tage fem år. Så jeg kunne passe mit arbejde ved siden af mine studier.

 

Selve Ph.d.-forløbet var rigtig spændende og udfordrende. Der var alt det logistiske ved at bedrive klinisk forskning, hvor jeg i perioder havde svært ved at få de data, jeg skulle bruge fra andre afdelinger, og jeg brugte meget tid på operationsafdelingen og til transplantationskonferencer med læger og sygeplejersker fra nyremedicinsk- og nyrekirurgiske afdelinger. Dette var meget givtigt på alle måder.

 

Efter et studieophold på NYU Lagone Medical Center i New York ventede jeg på en ny MR-sekvens, som kom alt for sent i forhold til mit Ph.d.-forløb, så jeg fik ikke mulighed for at gøre brug af den pga. en dårlig forskningsaftale med et af skannerfirmaerne. Dette var på trods af, at den amerikaner, der havde udviklet sekvensen, meget gerne ville give mig den, så det druknede bare i bureaukrati.

 

Det lod jeg mig ikke begrænse af, så jeg lavede samtlige mine skanninger på en skanner fra et andet firma.

 

Det var tidskrævende at få alle patienter og frivillige raske inkluderet, men det lykkedes til sidst.

 

I dag er jeg lidt stolt af, at jeg kunne aflevere min Ph.d. et år før deadline med fire publicerede artikler. Det kender jeg ikke andre der har gjort. Jeg forsvarede min Ph.d. i 2015.

 

Udbyttet

Det har for mig været meget givende at få mulighed for at videreuddanne mig og tage en Ph.d.

 

Det har altid ligget mig meget på sinde at gøre undersøgelserne bedre for patienterne, og at uddanne mine kolleger og andet personale, samt at medvirke til at højne niveauet indenfor vores profession og vores faglige stolthed.

 

Hvis man som radiograf er interesseret i udvikling og forskning, kan jeg varmt anbefale videreuddannelse. Jeg er af den opfattelse, at radiografer bør kunne lede forskning indenfor radiografien. Det skal vi ikke overlade til andre faggrupper. Så hvis vi vil højne niveauet indenfor vores profession, må vi satse på flere radiografer med Ph.d.

 

I den forbindelse vil jeg påpege, at der især for radiografer, ikke er tilknyttet en uddannelsesinstitution, som uddanner radiografer, i dag ikke er klare karriereveje. Så der er stadig sten på vejen, der skal flyttes. Hvis radiografer i fremtiden skal kunne have en radiograf som hovedvejleder, kræver det at der etableres karriereveje for os, så vi kan blive universitetslektorer, da det er et krav for at kunne være hovedvejleder på en Ph.d.

 

Jeg er i dag meget taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at tage en Ph.d. Det var ikke lykkedes uden opbakning og støtte fra mine ledere, vejledere og ikke mindst min familie.

 

Min arbejdssituation er i dag meget anderledes, end den havde været uden en Ph.d. Og selvom det til tider var hårdt arbejde, ville jeg uden tvivl gøre det igen.

Udgivelse: Radiografen 07, september 2020, årgang 48