Radiograf Rådet
H.C Ørstedsvej 70, 2.tv
Telefon: 35374339
Fax: 35 37 43 42
Email: kontakt@radiograf.dk
Af Helle Precht
Ph.d.-projekt:Influence of Image Reconstructions on Image Quality In Coronary Computed Tomography Angiography
Titel i dag: Radiograf, undervisningslektor på UCL, adjunkt på SDU og post doc på OUH Svendborg
Det har ikke været en udvikling uden bump på vejen, men det har været sjovt. Jeg føler mig privilegeret over at have haft muligheden for at tage en Ph.d.-uddannelse og kan kun opfordre radiografkolleger med interesse i udvikling til at gøre det.
I dag glædes jeg mest af alt over tæt tilknytning til patienter, studerende og kliniske radiografer samt andet sundhedspersonale. Vi er og bliver intet alene, men sammen er vi stærke og det er hvad der skal til for at udvikle radiografien – vores fag.
Jeg er elev uddannet fra Radiografuddannelsen i Odense i 2003. Jeg blev radiograf på Kolding Sygehus og fik her muligheden for at tage en diplomuddannelse med speciale i ’digital- og børneradiografi’. I 2006 blev jeg ansat som underviser på Radiografuddannelsen i Odense, hvor der var krav om en master uddannelse. I 2009 afslutter jeg en kandidatuddannelse i sundhedsvidenskab med speciale i ’digital radiografi og software optimering’ ved Universitetet i Bergen.
De der kender mig, ved jeg er en utålmodig sjæl og snart begyndte jeg at kede mig lidt eller mangle noget i mit job. Radiografiens grundlægger, Steen Greve Schack, var menneskekender og forstod i særdeleshed at udfordre sine medarbejder, så de trives i jobbet som underviser. Han så radiografien udvikle sig og vidste vi radiografer skulle med på vognen, hvis vi skulle påvirke hvor professionen var på vej hen.
Derfor kastede han straks, for mig, en bombe og foreslog en Ph.d.-uddannelse. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, men med Steens evne til at overtale og tale de store foranliggende udfordringer ned, sprang jeg på.
Vi anede ikke hvordan man kom i gang, fandt vejledere, projekt eller økonomi. Derfor startede vi med at bruge vores netværk. Lene Tarp, overradiograf på Odense Universitets Hospital (OUH) og tidligere overradiograf under min ansættelse i Kolding, meldte sig straks på banen. Det eneste krav fra min side var at projektet skulle være kvantitativt og af teknisk karakter.
På daværende tidspunkt var ’dual energy’ funktionen på CT-scannerne helt ny og ingen vidste hvad dette bragte med sig. Da OUH netop havde installeret en scanner med dual energy fra GE blev der hurtigt enighed om, at det radiograffaglige projekt skulle forankres indenfor CT med dual energy som fokus. Jeg søgte artikler og forsøgte at sætte mig ind i dual energy diagnostiske muligheder, hvilken anatomi der med fordel kunne scannes hermed mm.
Jeg kontaktede GE og vi tog et møde med ledelsen på røntgen afdelingen, OUH og radiologer med kliniske lektorgrad, der kunne være vejledere. Her tog projektet den første drejning da der på OUH (dengang) ikke var stemning for et projekt indenfor hjerte CT. Hjertet var ellers den anatomi der forskningsmæssig havde størst interesse og viste flest fremtidige muligheder i dual energy. Samtidig kunne der søges penge hertil grundet politisk bevågenhed samt rent teknisk er hjerte-CT en udfordring for radiografen.
Via kontakter ind i GE endte jeg på Svendborg sygehus i kardiologisk forskningsenhed under professor Kenneth Egstrup. Protokol for projektet blev udarbejdet, vejleder stab fundet og alt indsendt til Syddansk Universitet (SDU). Projektet blev godkendt med start 1.11.2010. Jeg skulle mødes med forskningsenheden bag dual energy scanneren ved RSNA kort efter, hvor den danske repræsentant fra GE blev nægtet adgang. På 20 min blev hele projektet så igen kørt i sænk. På daværende tidspunkt kunne CT scanneren ikke scanne hjerter med dual energy grundet krav om hurtig rotation og de anbefalede at kigge på arterie carotis i stedet.
Efter et kort panikanfald, lidt tid og styr på egen mavefornemmelse af hvor udviklingen var på vej hen, sadlede vi helt om. Ny protokol blev udarbejdet og i 2014 afleverede jeg min Ph.d.-afhandling omhandlende Iterative rekonstruktioners indflydelse på billedkvalitet ved hjerte-CT” og endvidere 2 børn rigere i forløbet.
Vejen til min ph.d.: Episode 1
Navn: Helle Precht
Ph.d.-afhandling: Influence of Image Reconstructions on Image Quality In Coronary Computed Tomography, Angiography.
Artikel: Radiografen, maj 2020: Vejen til min ph.d. Helle Precht
Youtube: Vejen til min ph.d.- Episode 1: Helle Precht
Vejen til min Ph.d. er en række fortællinger, hvor radiografer der har skrevet en ph.d.-afhandling, deler ud af deres erfaringer med det "at skrive en ph.d.”. Serien beskriver nogle de udfordringer, glæder og kampe, man som radiograf kan støde på, hvis man kaster sig ud i at skrive en ph.d.-afhandling. Men den går ikke i detaljer med de enkelte ph.d.-projekter.
Fortællingerne er oprindeligt en artikelserie skrevet til Radiograf Rådets fagblad, Radiografen.
I den første episode er det Ph.d. og radiograf, Helle Precht, der deler ud af sine erfaringer med at skrive en ph.d.
Fortællingerne i ”Vejen til min ph.d. er kommet i stand på baggrund af en drøftelse i Radiograf Rådets forskernetværk. Det viste sig, at de nuværende radiograf-ph.d.’er alle kunne have ønsket sig at være bedre forberedt, inden de kastede sig ud i deres projekter.
Selvom de har forsket i forskellige aspekter af faget, så har de alle dét til fælles, at det viste sig, at deres udfordringer har været vidt forskellige fra dem de havde forstillet sig at skulle tackle.
På den baggrund besluttede de at give kommende ph.d’er og andre interesserede de erfaringer og råd, som de selv kunne have ønsket sig.