Vi kommer nok ikke udenom AI - men frygt ikke

AI (Kunstig intelligens) er allerede en del af vores hverdag men også i radiografien trænger den sig ind. På kongresser er AI også et større og større emne, og radiografsessionerne blev indledt med to store udenlandske navne.

Af Omar Muharemovic

 

Mathias Goyen

”Artificial intelligence and influence of new technology on the future” åbnede AI-sessionen. Dr. med. Mathias Goyen, Medical Officer fra GE Healthcare Europe, kom med sit bud på fremtiden med kunstig intelligens i radiologien. Hvad der for fem år siden så ud som et skrækscenarie og frygt for at AI ville erstatte radiologer og radiografer er nu ændret til, at AI ses som et hjælpemiddel til vores faggrupper.

 

Mathias Goyen fortalte, at perception har ændret sig siden de første AI programmer kom ind på afdelingerne. I dag taler fagfolk om AI som et redskab, som kan effektivisere vores kostbare tid. Hans bud på, hvad det kommer til at betyde for vores profession er, at AI programmer vil kunne fx scanne alle en patients billeder, og ud fra rå data kan lave alle mulige rekonstruktionskombinationer og derefter at sortere de normale anatomier fra. Hvilket betyder at radiologen kan bruge sin tid på mistanken om patologi.

 

Integreret AI software kan nu umiddelbart efter eksponeringen, gøre radiografen opmærksom på, at der skal kigges på billedet med det samme, hvis der er risiko for alvorlige fund.

 

Ifølge Mathias Goven er det ikke sandsynligt, at radiologerne (eller de beskrivende radiografer) bliver erstattet af AI i den nærmeste fremtid, men snarere, at de kommer til at bruge deres tid på at beskrive patologi og ikke på ”normal” anatomi.

 

Til sidst talte Mathias Goven om brug af AI i narrativbaserede specialer, og indflydelse af sociale medier på muligheden for tidlig diagnosticering af depression. AI er ikke kun på vej i radiologien, men i alle hjørner af vores sundhedsvæsen.

 

Noreska Smit

Næste oplæg var fra dr. Noeska Smit fra Mohn Medical Imaging and Visualization Center, Bergen i Norge. Noeska Smit er oprindelig uddannet radiograf fra Holland, hvor hun efterfølgende arbejdede i tre år på et sygehus i Rotterdam. Da hun havde stor interesse for efterbehandling af billeddata, valgte hun at læse Computer Science (Media & Knowledge Engineering) og tog en Ph.d. i ”Medical Visualization” på Delft University of Technology. Hun siger selv, at hendes erfaring som radiograf gav hende de nødvendige grundlæggende kompetencer til hendes universitetsuddannelse. Noeska Smits foredrag omhandlede hendes udviklingsarbejde om visualiseringstekniker, som kan give indsigt i komplekse medicinske data, samt løse ”real-world” problemer i både forskningsmæssige og kliniske sammenhæng.

 

Hendes mål med arbejdet var at forbedre diagnoseværktøjerne, samt at få øget mulighed for at konstruere billeder til uddannelse og planlægning af kirurgisk behandling, med vægt på at muliggøre interaktiv visuel analyse af rumlige data.

 

Hendes hold af forskere arbejder på kombination af interaktive visualiseringsteknikker med virtuelle anatomiske atlasser. Med interaktiv visualisering af atlasinformationer vil det være muligt at inspicere og udforske anatomiske atlasser virtuelt, hvilket vil give forskere og læger mulighed for at få adgang til et væld af informationer på nye måder.

Udgivelse: Radiografen 01, februar 2020, årgang 48